Studerende eller ej...

Jeg har vist sagt det før: At rejse er at vente! Og det var min onsdag et klassisk eksempel på...startede med at vente på vores shuttle til lufthavnen kl. 05:30 i Antigua og derfra gik det slag i slag...
Vi ankom til lufthavnen i Guatemala City i VIRKELIG god tid! Vi snød al morgetrafik og strøg lige i check-in køen kl. 06:30, og fik udleveret et boardingpass hvor der stod at vi skulle være i gaten kl. 09:25...gaaaab! Nå, men er jo efterhånden ret trænet i at få slået sådan lidt ventetid ihjel, så jeg fik opdateret min dagbog m.m. Ved ankomsten til Mexico City strøg jeg lige igennem immigration og fik mine 90 dage (så jeg slipper for at bøvle med det mexicanske bureaukrati for at forlænge mit visa, herligt!). Kristy derimod havde ikke sit FM3 (hendes student visa) med...og det viste sig at forlænge vores ophold en del... Jeg var gået nedenunder for at hente vores bagage og da hun efter en rum tid (har jo ikke ur, så vel omkring 45 min.) stadig ikke var kommet, tænkte jeg at hun nok ikke var sluppet igennem, så jeg gik fandt en bagtrappe og gik ovenpå igen...hvor jeg efter lidt spørgen rundt fandt Kristy ligge på nogle stole i et lille venteværelse. Det der student visa består af en lille lap papir som er limet ind i passet og så en ekstra lille, grøn folder, som hun ikke havde med. Først betalte hun i Australien for den lille lap og så måtte hun smide pesos på bordet (og en masse andet papir-bøvl) for at få den lille folder. Er ganske godt tilfreds med at jeg kom så uforberedt at jeg måtte 'nøjedes' med et turist visa, så da immigrationsfolkene spurgte til min visa-situation sagde jeg venligt at jeg skam bare var turist og at jeg glædede mig til at se mere af Mexico. De venlige immigrationsfolk ville ikke lade Kristy komme ind i Mexico før de havde den lille grønne folder, som hun selvfølgelig havde fortalt lå i Cuernavaca (jeg tror nu nok at den (meget behændigt) var blevet stjålet i Guatemala City, havde det været mig de havde spurgt ;-) ). Nå, men eftersom den jo lå i Cuernavaca, så måtte vi bare vente på at den ankom til lufthavnen! Eller det vil jeg sige jeg kunne jo egentlig bare spadsere ud og tage bussen hjem, men det følte jeg ligesom ikke rigtig for. Kristy havde ringet til Liam - stod på toppen af sol-pyramiden i Teotihuacan, så det var ikke lige fordi han kunne hjælpe hende...men han ville ringe til Tim. Jeg fik købt nogle ekstra telekort til hende (hun måtte ikke forlade venteværelset...og det tog de ret alvorligt!) og hun fik fat i Tim, som lige havde sendt Sadie på bussen med den lille grønne...så nu var det bare at vente..og vente...og vente..og omkring kl. 18:30 ankom den lille folder endelig til immigrationskontoret, hvilket herligt gensyn! Da vi kom ud i ankomsthallen stod Sadie der sammen med Heather and Michelle (to (nærmest siamesiske) søstre), de havde åbenbart været vildt bekymret for Kristy. Jeg ville dog nok ku' ha' fundet noget andet at bruge min onsdag på end at tage bussen frem og tilbage til lufthavnen for at holde Sadie med selskab. Vi fik billetter til bussen kl. 19:20 og efter nogle lange timer var jeg hjemme omkring kl. 22, og der trængte jeg egentlig bare til at ligge udstrakt efter at ha' siddet ned i virkelig, virkelig mange timer!