Cuernavaca
-et studieophold i byen med det evige forår

Saturday, July 22, 2006

Hjem kære hjem

Jeg bor på/i et 'student inn' 5 min. gang fra campus - og ca. 15 min. i bus fra centrum. Huset bestyres af Rosario - hun (plus familie) bor i gadeplan og på 1.sal og 2.sal er der så værelser til os studerende. Lige nu er der to nigerianske fyre og i morgen kommer en pige fra Australien, men jeg vil tro der er plads til ca. 10 studerende i alt. Mit værelse er ret stort (to senge :-), eget bad og toilet (m. varmt vand - 24/7), reol og skab samt et skrivebord og tv (kabel=ufattelig mange kanaler). Jo, og så er der fan i loftet og udgang til terrasse (som deles med flere værelser). Der er også tagterrasse med solvogne og en terrase i forbindelse med køkkenet. Der er telefon på værelset (modtage opkald) og trådløst internet over det hele...så sidder lige nu på sengen og hører regnen hamre mod taget, mens det tordner og lyner, luksus! Hele huset bliver gjort rent hver mandag og Rosarios søster har et vaskeri lige ned af gaden, så vasketøjet er også nemt ordnet. Tjaa, hvad mere kan man ønske sig? Et paradis for studerende..håber bare at her bliver ved med at være ligeså rent som nu (har hørt om en æggekamp på et kollegium i Manchester, så studerende kan jo være virkelig ulækre - også når de selv skal bo i svineriet!). Bortset fra at der ikke rigtig er noget supermarked eller marked i nærheden, så her vist det hele jeg har brug for. Ifølge Rosario så kommer der også nogle mexicanske studerende og bor her, og ellers er det vist primært udvekslingsstudenter fra ITESM. Hun fortalte også at der er timer HVER dag (hvilken luksus at læse på CBS) og både morgen og aften, så jeg skal vist være god til at vælge fag hvis jeg vil have en lang weekend til at rejse lidt rundt i. Da jeg kom vidste jeg ikke helt om jeg ville bo i centrum eller nær campus, men tror efterhånden at det hælder mod at jeg bliver boende her. Der er åbenbart også en del aktiviteter på skolen om eftermiddagen og jeg vil hellere bo i gåafstand end at skulle tage bussen frem og tilbage 2-3 gange dagligt (en kombination af (manglende) mexicansk trafikkultur, snoede bjergveje og sindssyge vejbump i alle afskygninger kan godt få det til at snure i mit lille hoved på kun 15 min. ...mon ikke jeg bliver hærdet med tiden?).
Rosario er virkelig virkelig sød, tror jeg bliver glad for at bo her! Og alt er i flotte, livsbekræftende farver - facaden er flot grøn og gul, indenfor er her lilla og min reol er også knaldgrøn (skal tages med lidt forbehold, da dele af min familie mener at jeg er blå/grøn farveblind..og også har problemer med blå/lilla..). Og så hænger her udklip over det hele (dvs. døre, skabslåger, vægge) med 'religiøse sætninger' a la "Yo le digo al Señor: Tú eres mi refugio, mi fortaleza, el Dios en quien confío." Salmo 91:2. Og jeg har en flot konkylie på det ene natbord med en kæmpe buket plastikblomster. Her skal jeg nok falde til...hvis ellers jeg beslutter mig for at blive..men mon ikke? Rosario sagde i øvrigt at gæster er velkomne - og jeg har plads nok på værelset!

0 Comments:

Post a Comment

home