Cuernavaca
-et studieophold i byen med det evige forår

Sunday, July 30, 2006

Taxco

I går (lørdag) var jeg på endagstur sammen med Joel, Lauren og Solene (og det skal tages helt bogstaveligt det med een dag!). Vi tog afsted fra morgenstunden (dvs. 08.30) til Taxco - en lille mineby kendt for sit sølv. Byen ligger omgivet af bjerge - meget charmerende! Det betyder imidlertid også at der er nogle voldsomme stigninger i hele byen. Det er stort set kun byens pladser der er dejligt flade. Så det var en dag med god motion, rigtig god motion!
Meget talentfulde buschauffører de har - hatten af for dem! Da vi ankom kørte vi i kø for at komme ind i selve byen - og vi skulle svinge til venstre for at komme ind på busstationen, hvilket gik fint selvom der var proppet med biler og mennesker! Folk var søde til at holde tilbage - også mens han lige kørte lidt frem og tilbage for at få bussen på plads - allerede der havde mange været oppe i det røde felt i Danmark. Men altså sådan er trafikkulturen her - folk holder tilbage - og det der med ubetinget vigepligt er totalt ubekendt (hvilket vil sige at for at komme fra en sidevej og ud på en trafikeret vej, så kører man ganske langsomt frem indtil der er en der (tvinges til/) holder tilbage...spændende!).
Inden 5 min. var vi hvirvlet langt ind i den uformelle sektor! Ad smalle, snoede sidegader overdækket med farverige presseninger op og ned ad trapper og FYLDT (virkelig fyldt) med boder alverdens ting og sager. Sko, jeans, slik, grøntsager, cd+dvd'er, elektronikdimser, frugt, chilier og meget mere. Efter at ha' gået rundt og rundt kom vi ud af markedet og op til en meget flot kirke fra 1758. Den havde alt det guld og tingeltangel man forventer sig af sådan et sted...men det er nu stadig imponerende håndværk! Især facaden var også rigtig flot - en masse finurlige udskæringer. Efter alt det gåen rundt var det tid til frokost - vi fandt en fin restaurant med en fantastisk udsigt! Over byen og bjergene.
Taxco er overvåget af en kæmpe Cristo-statue som står højt over byen - så den skulle vi selvfølgelig op og se og nyde udsigten deroppefra! Turen derop (og ned igen) var en oplevelse for sig! Vi tog en taxi -dvs. et folkevognsrugbrød (uh, min mor ville ha' elsket turen op ad bjerget med den karakteristiske motorlyd!) med to-tre smalle bænke bagi - og den ene sidedør åben (= ingen dør). Så der sad vi så - Joel sad yderst mod døråbningen - op ad en smal og meget snoet bjergvej og prøvede at undlade at skubbe Joel ud i svingene...tror muligvis ikke at det var gået i Danmark?! Det var det hele værd at komme op til ham Cristo - må sige at han har en flot udsigt at stå op til!!
På vej til Taxco havde vi en lille pause - med den ret sjove detalje at chaufføren havde en lille træpind som han satte i klemme sådan at gaspedalen liige blev trykket lidt ned, så motoren ikke gik ud mens vi holdt pause, meget fikst..(man skal kende sit køretøj ik'?).
Hjemturen blev noget længere end beregnet...først 30 min. forsinkelse fra Taxco og derefter var der en laaang kø vi lige skulle igennem, så vi var først tilbage hos Rosario ca. kl. 22 (dvs. godt 4 timer efter at vi mødte op på busstationen i Taxco, turen er ca. 2 timer under normale omstændigheder). Hurtig aftensmad - pasta m. grøntsager - og så i seng! Var pænt træt - både efter alt det jeg havde gået og af de mange indtryk - en rigtig god tur!
(Glemte lige...vi havde også en dejlig is-pause hvor vi blev kølet lidt ned. Vi sad inde i is-butikken i skyggen med udsigt til en stor, flot kokospalme (kunstig) bag disken, mens vi nød en is - 1. gang jeg har fået serveret to kugler is i et drikke-plastikbæger :-)).

0 Comments:

Post a Comment

home