Ministerios Niños de Jesus
Efterfølgende stod mudderet ind i huset og over 2 uger uden el, vand og ret meget mad (kun de mindste fik lidt at spise af og til åbenbart) fulgte. Heldigvis var der ikke sket nogen i familien noget, men Carmen var tydeligt angst for at floden igen skulle gå over sine bredder (den løber lige bag deres hus) og at hun ikke ville nå at redde de mindste børn ovenpå. De prøver derfor at bygge flere rum ovenpå, så de er i sikkerhed hvis vandet skulle stige igen. Nedenunder står der to køjesenge i et lille rum, hvor der sover 8 børn (2 i hver seng), så de kunne også godt bruge den ekstra plads. De havde mistet en del ejendele og huset var raseret nedenunder, bl.a. havde floden væltet en væg.Det er uden sammenligning de fattigste mennesker jeg nogensinde har kendt - og alligevel tager de forældreløse børn til sig og prøver at give de fattige børn i byen mad, hvilket der dog ikke har været råd til siden Stan. Carmen fortalte at hendes drøm var at købe baghuset og lave et børnehjem, så hun kunne tage sig af flere af de mange forældreløse børn i området. Ret utroligt at møde så stor solidaritet og gavmildhed. Hun håbede at kunne etablere en 'fadder-ordning' for at hjælpe børnene, så nu har jeg fået diverse kontaktoplysninger. Det koster Q300 (ca. 240 DKK) for indskrivningsgebyret i den offentlige skole, og mon ikke der kan være råd til det med alt det jeg har knoklet på Posten...
Desværre havde der ikke været nogen volontører efter mig i næsten 2 år, men der kommer en ny til januar, så jeg håber at der kommer mere kontinuitet fra da af. Det lille 'casita', hvor jeg underviste var også blevet raseret af Stan, så undervisningen vil komme til at foregå i familiens hus. Doña Carmen er ved at lave nogle nye plakater, som hun kan hænge op på nogle sprogskoler i Antigua for at tiltrække nye volontører. Håber virkelig det lykkes, da godt kunne unde andre at få den oplevelse. Jeg har i hvert fald lært rigtig meget af mine tre måneder i Pastores og det har givet mig nogle nye perspektiver på livet - som jeg lige har fået genopfrisket.

0 Comments:
Post a Comment
home