Escalar og lidt andet godt
Jeg tog afsted søndag morgen kl. 07.15 og var hjemme igen kl. 19.30 - en god 12 timers udflugt i det fri...var rimelig kvæstet! Kathleen, Chelsea, Kristy og jeg var det gæve firkløver der mødtes foran TEC en stille søndag morgen (til vejrinteresserede (Mette) kan jeg berette at jeg var iført shorts og t-shirt lidt over kl. 7 om morgen og det var lige tilpas ;-) ).
Vi tog afsted med Mexican Outdoor Adventure, så de havde det meste udstyr (dog ikke sko, så hvis ikke de var det før, så er mine løbesko virkelig klar til udskiftning!) og transporterede os frem og tilbage - samt sørgede for frokost...hotdogs og salat i det grønne og tamarindrik, dejligt (og tiltrængt efter mange timers klatring!).
Det var super skægt og ja, meget meget hårdt!
Jeg fik ros for min kamp mod klipperne og de sagde at jeg ikke lignede en begynder...'you are so close to the rock' - ville ikke ødelægge deres indtryk med at forklare dem at jeg krampagtigt klamrede mig fast for ikke at ryge ned!). Og jeg kom da også fra dagen med nogle rifter og blå mærker...bruger vist knæ og albuer for meget, men effektiv teknik til at komme opad.. :-). Det var godt nok en mærkelig fornemmelse at stå der med det yderste af tæerne på et lille bitte stykke klippe og hele ens ben så gav sig til at ryste faretruende uden jeg kunne kontrollere det overhovedet! Selvom jeg sagtens kunne stole på rebet, så var det ret skræmmende at kigge ned på hende der stod og holdte styr på rebet, fik lidt følelsen af 'vertigo' et par gange. Og der var der også et par gange, hvor jeg tænkte 'hvad laver jeg egentlig her' ...især op af dagen, hvor klippen blev mere end pænt varm, så en hurtig beslutning var lidt påkrævet... Udsigten var mægtig flot - mod store dale med bagvedliggende bjerge og selvfølgelig de omkringliggende bjerge, træer og kaktus.
Og på udvejen stødte vi på en ja, en noget alternativ butiksbestyrerinde...(vi så det hele seancen inde fra minibussen og var flade af grin!). Denne her mexicanske fyr leder forgæves efter et sted han kan betale..hmm..ikke nogen klokke..ingen døre...hmm..lad mig se..lede, lede, lede..indtil en dame sænkede en snor ned med en klemme, hvor han kunne hæfte sine penge fast. Hejse, hejse, hejse..så luskede hun af sted og fandt nogle byttepenge, som hun så sænkede ned til ham...det så SÅ sjovt ud!
Tilbage hos Rosario, så har vi nu fundet ud af at visse ting i Mexico åbenbart godt kan lade sig gøre hurtigt! Travis blev nemlig frarøvet sit ur og nøgler på vej hjem natten til lørdag - og i løbet af lørdagen var låsen jo som bekendt skiftet. Og ja, vi bor jo i ghettoen - Colonia 3 de mayo, så det er vel forventeligt at blive røvet hvis man går hjem alene kl. 03 om natten, men ikke desto mindre træls alligevel.
Har vist heller ikke fortalt om mine benskinner...eller rettere det lille søde, sorte pelsede dyr der havde slået teltpælene ned i foden af dem. Først da jeg skulle til at tage dem på (ude på stadion) bemærkede jeg det her gule spind..og så den lille larve-pelse-ting..da en af mine medspillere fik øje på den, startede det helt store ramaskrig og min benskinne fik en flyvetur ned af tribunerne! Dani sagde at hvis jeg ikke havde opdaget den og bare havde taget benskinnen på, så skulle vi ha' været direkte på hospitalet, da den åbenbart brænder ens hud...arghh...lød ikke særlig rart...så nu er det slut med at lufte benskinner og sko på terrassen!
I dag var jeg så tilbage på Cuernasoccer for at spille kamp - semi-finale i 'Estatal', som efter sigende er kvalifikationsturneringen til 'el Nacional' som spilles tors.-søn. i denne uge. Vi troede at finalen skulle spilles enten tirsdag eller onsdag, men den er blevet udsat til efter 'el Nacional', da vi åbenbart alligevel er kvalificerede, humor. For lige at understrege mexicanernes fantastiske organisationssans...så ved vi på nuværende tidspunkt (mandag aften) at vi skal spille en kamp torsdag og to kampe fredag - tidspunkter og modstandere får vi at vide torsdag morgen, hvor der er lodtrækning til kampene (eller gruppeinddeling eller hvordan de nu gør det..). Og hvis vi vinder de kampe (hvilket det vist ikke ser ud til - det meste af holdet skal til 'la comida de graduación', hvilket vil sige fri øl og tacos fra kl. 16 fredag) er der nok en kamp lørdag morgen, muligvis en kamp lørdag eftermiddag og ellers søndag. Tankevækkende når jeg kommer fra så velorganiseret et land som Danmark, hvor al relevant info er tilgængelig på nettet (i laaaaang tid før kampdagen) og man kan sågar bestille sms med kampresultater helt ned i de mindste rækker! Og vi vandt forresten 6-2 mod UVM, så nu venter der en finale engang i næste uge..eller ugen efter...


0 Comments:
Post a Comment
home