Barranca del Cobre

Uh, er netop kommet ud af Kobberkloeften - har vaeret nogle helt fantastiske dage! Tog lidt af en maratonrejse fra Puerto Vallarta kl. 15 til Los Mochis naeste morgen kl. 05 (en time bagud) og saa med toget kl. 0730 til Creel. En helt ubeskrivelig flot tur gennem kloeften..et imponerende stort omraade (og snarere end en kloeft er der vist omkring 20 forskellige kloefter - langt stoerre end Grand Canyon siges det). Havde god tid til at nyde udsigten selvom jeg havde koebt billet paa Primera Express - turen tog godt 11 timer, saa det var desvaerre moerkt det sidste stykke. Der var restaurant ombord..meget lego-agtig foelelse at sidde der og spise quesadillas og kigge ud af vinduet..er dog ikke helt sikker paa at de serverede quesadillas i vores lego-tog, men restauranten lignede godt nok! Undervejs stoppede vi i Divisadero hvor vi kunne komme ud og se ud over kloeften - vildt at staa der paa kanten og der bare var laaaaaaaangt ned (gik selvfoelgelig ikke helt hen til kanten, vel mor..). Da jeg jo kom fra sol og strand i P. Vallarta havde jeg knickers paa..og heldigvis sko..men alligevel en kold fornoejelse at traske rundt i sneen! Det var ogsaa mit foerste moede med Tarahumara-indianerne som gaar i sandaler...og maendene har smaa laendeklaeder og kvinderne nederdele..forstaa det hvem der kan!
Ved ankomst til Creel blev jeg fint indkvarteret hos Casa de Huespedes Margarita's - det ideelle moedested i byen. Delte vaerelse med Georgie fra Brisbane (og moedte ogsaa lige to rejsende fra Sydney) - uden tvivl australiere jeg moeder flest af! Da det aabenbart var nytaarsaften var der lavet fint mad...saa laekker middag ovenpaa nogle dage med div. take away tortas - og ponche!
Lidt bonus-info - Creel er 2356 m over havets overflade...hvilket paa denne aarstid vil sige - taenderklaprende kold!!! Saa efter aftensmaden pakkede jeg mig godt ind i godt 7 kg taepper og noed endelig at have en seng at sove i...ahhh...at ligge udstrakt! Saa ifoelge lokal tid (som er 1 time bagefter Cuernavaca-tid) kom jeg sovende ind i det nye aar...super dejligt (og tiltraengt da jeg ikke rigtig sov paa bussen). Var godt nok ikke nemt at komme ud af taepperne naeste morgen...den der gasbraender som skulle varme alle 3 rum op var ikke helt tilstraekkelig (specielt ikke naar nu man har en fyre-fanatiker til far..). D. 1. januar tog jeg paa tour rundt i omraadet - og mine gamle, hullede tennissko stod sin proeve som vinter-hiking-boots i sneen! Maa sige jeg var glad for Faster's hjemmestrikkede da jeg kom hjem til Margarita's! Vi besøgte bl.a. en grotte, hvor der boede nogle Tarahumara-indiandere..en noget anden levevis end den de fleste danskere er vant til. Fik mig til at tænke på den diskussion vi havde i et af mine fag om fattigdom, hvor min lærer mente at 'fattigdom er en sindstilstand'...ved ikke om de var fattige, marginaliserede eller blot havde valgt at leve ifølge deres traditioner? Efterlod for en god ordens skyld nogle drikkepenge i bøtten alligevel.. Det var en rigtig god dag - og specielt vandringsturen (well, vi skoejtede en paen del af vejen, humor med al den is og sne kombineret med bakker!) til et vandfald var super flot!

Sammen med Sami (Frankrig) og Jazmin/Jazy (Mexico) tog jeg et par dage til Batópilas..en lille bitte by i bunden af kløften-det blev lidt af et eventyr! Det er 140 km fra Creel, lidt under halvvejs er der asfalteret...resten er nervepirrende smal, bumlet, humlet grusvej med diverse klippenedfald..ren forhindringsbane til tider...efter 5-6 timer nåede vi endelig bunden!

Nok den sindssygeste vej ever!

Det viste sig så at for godt en uge siden gik strømmen i byen, så den var helt mærkelagt, hvilket betød at vi gik tidligt i seng! Nu var vi under 'snegrænsen', så nu regnede det bare...heldigvis ikke så kraftigt. Næste morgen var det perfekt vejr til en gåtur, så jeg gik ud til en lille kirke 7 km hen langs floden - vidunderligt at gå til i egne tanker til flodens brusen og i fantastiske omgivelser!Senere samme eftermiddag gik Sami, Jazy og jeg op i højderne (eneste plan var sådan set bare at nå så langt vi kunne..og så nå ned igen inden det blev mørkt (for det der med bare at gå efter lyset, så er der by...det holdt jo ikke her!)). Anyways, vi begyndte opstigningen i en stenfyldt (og tør) flodseng og fandt enkelte stier, men så gik tiden jo pludselig, så vi besluttede at tage den direkte vej..op op op gennem krat og buskads..vi blev flere gange mindet om at vi jo altså var i kaktusland! Selvom vi aldrig nåede toppen, så kom vi højt nok op til at der var en flot udsigt til begge sider...ud gennem buskadset, hehe. Og vi nåede ned inden mørket lagde sig over en i forvejen rimelig skummel by. Vi snakkede med en lokal (spurgte ham bl.a. hvorfor samtlige biler i byen var smadrede) som sagde at folk drak tæt i løbet af dagen og så kørte som sindssyge gennem de smalle gader..og af og til havnede de så i floden (lå faktisk en omvendt truck i floden da vi ankom..). Og så er det et lille og indspist et samfund..de så ikke så positivt på fremmede...heller ikke Jazy (måske det havde noget at gøre med nogle plantager oppe i bjergene som de gerne ville have i fred..). Vi var i hvert fald enige om at 2 nætter i Batópilas var helt perfekt og rigeligt, så vi stod oppe næste morgen/nat og stod ved bussen/van'en kl. 0445. Og så var det så der udspillede sig et mindre drama...han havde solgt vores billetter og nægtede at tage os med! Selvom vi jo havde købt vores billetter først (nemlig i Creel) var der intet at gøre...de røde baglygter fortonede sig langsomt og helt surrealistisk i det fjerne! Og hvad gør man så??? Går op til broen (eneste vej ud af byen) og stiller sig til at vente på et lift! Det var 2 mere end almindeligt kolde timer vi stod der!!! Ved 7-tiden kom vores redningsmænd..2 Australiere der havde mountainbiket i området og nu var på vej retur til USA..så..not a problem..vi ku' sagtens få et lift til Creel og til Chihuahua! Uh, hvilket usandsynligt held!! Men sådan kom jeg altså til Chihuahua..på bagsædet af en overstørrelse, spritny truck!