Cuernavaca
-et studieophold i byen med det evige forår

Wednesday, August 30, 2006

Første parcial

One down, four to go... I dag blev jeg for første (og absolut ikke sidste!) gang udsat for en parcial (der er 3 parciales/deleksamener i hvert fag). Vi ankom sådan ca. til tiden...mexicaneren selvfølgelig efter læreren var gået i gang med at forklare hvad der skulle ske, men så kunne hun jo bare lige gentage det :-). Vi fik et ark med 5 spørgsmål på og så et par stykker papir, som vi først troede var noget kladdeværk fordi der var printet noget på den ene side - men nej, nej vi skulle bare skrible løs på bagsiden og aflevere det. Ikke noget officielt TEC-papir eller noget. Og efter hun havde sat os i gang spurgte Charlotte hvor lang tid vi havde? "Øhh..til omkring kl. 17..så har I en times tid, er det ok?" (tror slet ikke hun havde overvejet at vi gerne ville vide hvor lang tid eksamenen varede..), så da kl. 17 nærmede sig spurgte hun sådan af et par omgange om vi havde brug for mere tid og da alle var ca. klar til at aflevere, så stoppede eksamenen...hvor hyggeligt er det lige?? Faktisk så tror jeg at læreren vi har i 'Sistemas Políticos de Latinoamérica' ikke synes at de her parcials passer ind i hendes fag, men hun er nødt til at opfinde nogle eksamener fordi det er et krav fra TEC...så hun har sådan set bare givet os nogle tekster som vi skulle læse og forklaret os hvad det ville være en rigtig god ide at kigge på (så 4 ud af 5 spørgsmål var ikke den store overraskelse)...og så stillet 5 spørgsmål som vi jo så havde en times tid til at besvare - heldigvis medbringende både tekster og noter! Hele showet foregik jo på spansk, så det var lærerigt i mere end en forstand! Næste parcial venter mandag morgen kl. 07 i Economía Política Internacional og det bliver nok ikke helt så 'alternativt'...

Sunday, August 27, 2006

En uge er fløjet afsted

Det burde jo ikke komme som den store overraskelse...men sikke tiden dog flyver!! Jeg har stadig travlt med skolen og med at nyde livet. Tror måske det med lektie-presset vil lette lidt, hvis jeg kunne tage mig sammen til at få lavet lektierne...føler stadig jeg er på ferie! Det er måske klart at jeg af og til bliver lidt tidspresset når jeg ca. hver anden dag kommer i seng mellem kl. 02 og 05. I de 2 kommende uger er der parcials (del-eksamener) så finder jeg for alvor ud hvor meget/lidt der kræves for at bestå.
En af de sene dage var i torsdags hvor Fie havde inviteret en del fra vores nabo-student inn (som ligger lige overfor Rosarios hus) hjem til danskermiddag..
Fra venstre Sadie, Nicki, Lauren, Christy, Solene, Joel, Mia, mig

- faktisk så mange at det endte med alletiders picnic på et par tæpper på stuegulvet. Udover Lauren, Solene, Joel og jeg var vi Nicki og Mia - Sadie og Christy kom efter de havde spist, og så selvfølgelig Fie, Liam og Tim. Menuen var kogte kartofler (hvor dansk kan det blive!!), salat, frikadeller og brun sovs...eller kulør er jo ikke til at opdrive her, så det var nærmere hvid sovs (hvad er kulør også for et mærkeligt produkt?) - maden var vist også et hit blandt ikke-danskerne. Aftenen var samtidig et lille bevis på at vi er ved at komme efter det der med den mexicanske tid...vi var alle inviteret til kl. 20 - og de eneste to der mødte op på slaget var Mia og Nicki (dansker og tysker...så bliver det vist ikke meget mere præcist!). Os fra Rosarios kom kl. 20.45 - og maden var klar omkring kl. 21.30-22 tror jeg. Efter maden endte vi med liiige at skulle drikke ud (de fleste var taget videre på Mambo - torsdagsklubben) og så tog den ene øl den næste indtil Fie kom på at vi liiige skulle smage alletiders tequila-drik - med honning, limesodavand og danskvand - og hun havde ret, den var alletiders! (var hjemme kl. 03 - vandet stod godt 10 cm i gaderne og vi havde alletiders lyn-oplyst tur på hjemvejen!).
Jeg lærer jo en del om kulturmøder og kulturforskelle, både i skolen og til daglig...jeg fortalte vist om den mexicanske holdning til aftaler (at de bare siger ja- og så bliver væk)? En ting er at at de ikke kan sige nej, noget andet er at en aftale her er meget mere løs end derhjemme...dvs. hvis man aftaler noget fx 10 dage i forvejen, så skal man genbekræfte aftalen dagen inden - ellers vil mexicaneren gå ud fra at der er kommet noget andet i vejen. Der er sådan lidt 'si Dios quiere' (om Gud vil) over aftalerne her - man ved aldrig rigtig om der kommer noget i vejen. Og jeg er ved at vænne mig til det! Har oplevet et par gange at jeg løst havde aftalt noget (og på det tidspunkt mente jeg det virkelig) men så kom der noget i vejen, så jeg ikke kom alligevel...det er ret mærkeligt.
Har helt glemt at fortælle om fest hos Jorge i fredags...(Jorge er en af de 4 'cuates' som er 'hjælpere' for os udvekslingsstuderende). Jeg kørte med Geraldo (og heldigvis for det..vandet stod 5 cm i gaderne og det stod ned i stænger, så ret lækker at blive kørt til døren :-) ) til festen, som blev holdt hos Jorge (hans forældres mega-palæ). Selve festlokalet var en åben terrasse oppe over pool'en - well, ret vildt hjem! Regnen stilnede heldigvis af, hvilket var ganske rart på hjemturen. Der var en masse mexicanere til festen, så jeg fik også øvet mit spanske en del, hvilket er ret tiltrængt! Ellers er der vel bare tilbage at sige:Har I mødt Fie??

Apropos det med tiden...må sige at den mexicanske tid passer mig ganske godt! Ay, bliver en udfordring at vende hjem til præcise Danmark! I lørdags skulle vi spille kl. 12.20 - men der var vi kun 3 spillere..og ingen træner! Så et kvarters tid senere manglede vi kun to spillere for at være fuldtallige, hvilket var fint nok til at vi kunne starte...det endte faktisk med at vi havde en enkelt udskifter (som træneren valgte ikke at bruge...). I dag skulle vi mødes kl. 15 ved OXXO (butik a la 7-11) for at følges til stadion. Lidt over kl. 15 blev jeg hentet ved TEC af Felix og hendes far...og 15 min. senere var vi ved OXXO...ikke som de sidste! Vi spillede på den største mudderbane ever (vækkede minder om en vis FFE-kamp i Vanløse...bortset fra at solen selvfølgelig bagede løs),..lad os bare sige at min mor vil sætte pris på at hun ikke skal vaske mit tøj mere (har desværre ikke anden mulighed end at aflevere det på vaskeriet i morgen tidlig :-) )!

Sunday, August 20, 2006

Fútbol soccer

Sidder ude på min terrasse og nyder vejret, nyder musikken, nyder min bananmilkshake, nyder livet...
I dag blev jeg igen hentet af Daniela og så kørte vi afsted til Zapata, hvor vi skulle spille fútbol soccer - 11-mands. Hvis man kører mod syd fra centrum af Cuernavaca, så paserer man først rigmandskvarteret La Palmira (Cuernavaca er den by i verden med næstflest pools pr. indbygger, primært pga. af disse luksusvillaer/palæer), dernæst kommer man op til TEC og bag ved TEC bor jeg i det lidt billigere kvarter. Fortsætter man forbi Rosarios hus, så bliver det fattigere og fattigere jo længere man kører. Og for enden ligger så Zapata...fik igen konstateret at Mexico er kontrasternes land. Ud af en lille grusvej lå stadion - dvs. en bane og et meget åbent klubhus (havde faktisk kun 1 væg). Musikken bragede ud af højtalerne, kun overdøvet af speakeren som ivrigt kommenterede den kamp der var i gang. Hele familien Mexico var med i havestole på sidelinjen - kanon stemning! Søndag er helliget kirken...og fodbold! Det var totalt sjovt som alle (især kvinderne!) kom med tilråb og levede sig ind i kampen - de fór op af stolene så snart der var optræk til mål!
Jeg får mødt en hel masse nye mennesker! Tror der var en 3-4 gengangere fra i går...de her opvarmningsturneringer er (forholdsvis) åbne, så der var en masse veninder med for at give en hjælpende hånd - og Rosa, en bedstemor på sidelinjen. Inden kampstart fik vi hver stukket et id-kort i hånden som vi skulle aflevere til dommeren, så han kunne se at vi havde tilladelse til at spille...det gjorde tilsyneladene ikke noget at hende på billedet var mexicaner :-).
Vi startede med 8 spillere på banen og vil tro at vi var fuldtallige i løbet af ca. 10 min., men ingen udskiftere så jeg spillede hele kampen. Kampene varer ca. 2x30-35 min. afhængig af hvor varmt det er. Efter kampen kaldte træneren os sammen og vi gik ned mod skyggen bag banen for at runde kampen af og strække ud...troede jeg!! Næ nej, tag støvler og benskinner af og stil op på række...og så var der ellers fysisk træning! Dvs. små hurtige, knæløftninger på stedet 6x30 sek. (i solen) - og så (endelig!) efterfulgt af 5 min. nedvarmning og udstrækning, så lige nu har jeg en dejlig følelse af velvære :-). I morgen venter så 2 timers fysisk træning i fitnesscentret på campus - behøver jeg at sige at træneren mener at fysisk træning er nøglen til succes?

Saturday, August 19, 2006

Fútbol rápido

I dag var jeg ude at spille 'hurtig fodbold' - et spil lidt a la indendørs... bare med 5 spillere + 1 målmand, bander over målene (og rundt om hele banen) og grønt gulvtæppe. Lige nu er det bare opvarmingsturneringer - lørdag fútbol rápido og søndag fútbol soccer (11-mands) - forude venter de seriøse turneringer mod andre universiteter. Det bliver rigtig sjovt tror jeg! Vores træner er pænt seriøs...så der er træning 4x2 timer om ugen! Mandag er det 2 timer i fitnesscenter -og tir.,ons.,tor. er det fútbol rápido og soccer. Jeg kan selvfølgelig kun komme når vi skal i fitnesscenter og om torsdagen...
Daniela hentede mig ved TEC - første gang jeg var ude at køre med en ikke-taxa...må sige at når man tænker på at hun har købt sit kørekort så kører hun godt! På en af hovedvejene var der nogle sælgere, der havde hængt en hængekøje op mellem to palmer - og i den lå en lille baby, mens forældrene travede rundt mellem bilerne. På vej tilbage kørte jeg med Gaby - og hun kørte kun op bag i en enkelt bil, da den ikke var hurtig nok på speederen, så det var også en god tur. Trafikkulturen her er simpelthen fantastisk...
Kampen var 2x20 min., men vi kom lidt sent ind i 1.halvleg, da Daniela lige skulle ha' fri fra skole først (simpelthen voldsomt at skemaet strækker sig ind i weekenden!). Det var virkelig sjovt - og meget hårdt! Tror måske at højden=tynd luft og 35 grader ikke lige er den perfekte cocktail når nu jeg intet fysisk har foretaget mig de sidste par måneder...jeg skal nok komme efter det! Jeg blev sat ind i front og måtte kun forsvare når bolden var på modstanderens banehalvdel...en rigtig loppetjans! Lige pludselig blev en af vores spillere fældet midt på banen (hvilket hidtil havde udløst frispark), men denne her gang var der altså 'straffe' (ved ikke helt hvorfor..?). Og det skulle jeg tage...det er lidt a la ishockey...bolden lå 20 m fra mål og 5 m bag mig stod resten af spillerne, parat til at jagte mig så snart jeg rørte bolden...humor! Så jeg ilede mod mål og afdriblede (heldigvis..) målmanden og scorede...og ja, heldigvis havde jeg forstået konceptet rigtigt...
De er alle rigtig søde og da jeg er den eneste ikke-mexicaner på holdet, så er det også en god udfordring for mit spanske! I torsdags trænede vi (fútbol rápido) på TEC og vi øvede zone-pres med 1. og 2. forsvarer - hvornår vi skulle falde og afvente og hvornår vi skulle gå på - det var ret skægt at prøve på spansk!

Friday, August 18, 2006

Hvad har du lært i skolen i dag?

Jo, jeg har lært at i Mexico der køber man sit kørekort...det er helt formel procedure! Og hvis du bliver stoppet af politiet, så er de mere interesseret i lidt bestikkelse end at give dig bøden...og anyway, hvis de tager dit kørekort kan du bare købe et nyt (hvilket selvfølgelig er latterligt billigt sammenlignet med i DK)! Og har også lært at mexicanere ikke kan sige 'no', så hvis de fx udemærket ved at de har andre aftaler og derfor ikke kommer til festen, så siger de bare "Ja, helt sikkert, vi ses derude!", det er mere høfligt end at sige at du ikke kan komme. Daniela fortalte at hun (meget mod sin vilje) havde sagt til en pige at der desværre ikke var plads til flere i gruppen, og pigen var brudt grædende sammen og haft samtaler med læreren om hvorfor Daniela mon ikke kunne lide hende. Hun tog det simpelthen så personligt at nogen sagde nej til hende, vildt ik? Det er i faget 'Doing business in the global marketplace' (som er mit eneste fag på engelsk) at vi kommer lidt omkring i vores klassediskussioner... det er ret spændende at snakke kulturforskelle og -møder fordi USA, Mexico, Danmark, Tyskland og Ungarn er repræsenteret.
Et af mine andre fag er som tidligere nævnt en 'clase virtual', hvilket er anderledes end alt jeg hidtil har kendt: Der spiller noget totalt dårligt jingle-musik når vi kommer ind, og efter lidt tid toner læreren frem på lærredet. Vi sidder i et alm. klasseværelse (med gulvtæpper på væggene, men det er nu engang normalt her). I klasseværelset er der en 'facilitador' og han sørger for at vi kan stille spørgsmål til læreren (via noget chat). Og så snakker læreren ellers bare og af og til kommer der forskellige indslag - fx er der 'ugens reklame' (vi skal åbenbart se en TV-reklame hver gang) og også et videoindslag om et land i Latinamerika. Der er også en gruppe der laver en præsentation af deres projekt, hvilket kan være lidt svært at følge med i da vi kun ser slides'ne mens et af gruppemedlemmerne snakker i en mikrofon med meget ringe lyd. Undervejs svarer læreren på nogle spørgsmål stillet over chat og til sidst toner der en enarmet tyveknægt frem på skærmen (akkompagneret af mere dårligt jingle-musik)...udfaldet bestemmer fra hvilket campus næste uges præsentations-gruppe skal komme, humor! TEC har campus i mange byer rundt omkring i Mexico, så vi er en del klasser der sidder og kigger på læreren som er i Monterrey. I løbet af timen skifter kameraet af og til over på klassen i Monterrey, så vi ser lidt til vores virtuelle klassekammerater. Det hele varer 1 ½ time (uden pause!) hvilket er pænt anstrengende! 1½ time er laaaang tid at have undervisning...især når alt er på spansk!! Vi 3 SPRØK'ere er i gruppe med 3 mexicanere, hvor vi gennem semestret skal lave en marketingsplan for eksport af sølvsmykker til Colombia. Derudover er der en hel interaktiv brugerflade på nettet, hvor vi skal kommentere en anden gruppes arbejde, se video, chatte (diskutere på officielt) m.m. - selvom det er pænt lang tid at sidde og kigge op på det lærred, så bliver det meget sjovt at prøve noget SÅ anderledes!

Tuesday, August 15, 2006

Pie de la Cuesta

Efter godt 4 timer i bus og 40 min. i chicken bus ankom vi til Pie de la Cuesta - en lille by/strand nord for turistparadiset/helvedet (afhængig af øjnene der ser) Acapulco - jeps, vi er ved Stillehavet (og stille er omtrent det eneste det i hvert fald IKKE er!). Tog afsted fredag formiddag med Liam og Fie - og lørdag aften dukkede Jake også op. Og lad det være sagt med det samme: Det var en weekend HELT OG ALDELES i daseriets tegn! Det var for varmt til at være i solen, så vi blev nødt til at fortrække ind under et af de mange stråtækte tage og nyde piña coladas (heldigvis også 'natural') og cocos frios. Restauranten lige ved siden af vores hotel blev bestyreret af 'vores ven' Raul og vi fik hurtigt et stambord.... Den lokale specialitet er 'Coco Loco' - det var ret humor da Raul kom anstigende med en kæmpe kokosnød fyldt med rom, tequila, vodka og gin - mindst en ½ liter ren alkohol! Da Liam efter første tår/sug kiggede spørgende på Raul svarede han grinende: "Ja, den er god, ik'?!!".
Vi boede ca. 15 skridt fra poolen - og der var selvfølgelig hængekøjer i skyggen, hvilket blev brugt flittigt. Tror det er den mest rene form for søvn der findes!
Lørdag aften indtog vi et festmåltid: Red snapper med ananasjuice og noget krydret tomat øverst - indpakket i bananblade - og så på grillen, mums! Tilbehøret var selvfølgelig også i overlegen stil - ris, guacamole, grøntsager og tortillas.
Helt fantastisk surrealistisk at sidde og læse lektier til lyden af det enorme hav! (Optimalt havde jo været hvis lektierne havde været lavet inden afgang...men det er lige lovligt optimistisk at forvente at holde 4 dages lektiefri hver uge..).
På hjemvejen måtte vi konstatere at selv luksus plus-busser bryder sammen i Mexico...heldigvis var vi relativt tæt på stationen, så det tog ikke evigheder inden en ny bus var klar til at tage over..
Tror sammenlagt der kom 10-15 personer i løbet af weekenden og tilbød Liam 'noget til hjernen', 'noget frisk fra bjergene' etc. De to mest groteske var: 1) Da vi lørdag morgen gik langs stranden for at finde en egnet morgenmads-restaurant...så spurgte en af restaurant-fyrene: "Morgenmad?"... lige da vi havde afslået sagde han: "Noget at ryge?". 2) Da vi søndag på vej hjem er ved at krydse en 8-sporet (meget trafikeret!) vej i Acapulco, stopper vi op på midterstykket hvor en fyr så tilbyder Liam "'noget at ryge/noget at sniffe..?...jeg har det hele..'". Og har ikke tal på alle de gange hvor folk kom og tilbød os 'hoss'?'hoss'?=horse - om vi ville leje en hest til en tur langs stranden - selv når vi sad med en kæmpe portion nachos, guacamole og piña coladas foran os...
Alt i alt en fantastisk weekend der helt sikkert fortjener en gentagelse!

Monday, August 07, 2006

El primer día de clases

Må sige...det føltes ligesom at vågne en mørk, regnvåd januarmorgen da vækkeuret ringede i morges! Kan ikke prale af at kende hvert et hul i vejen..men frem kom jeg da - endda nogenlunde tørskoet og til tiden! Jeg har på fornemmelsen at det bliver det mest interessante fag, hvilket nok er meget godt når nu det ligger midt om natten!
I begge spanske timer forstod jeg kun løse stumper når der var 'hverdagssnak' i klassen - men så snart læreren bevægede sig ind på pensum, så var jeg med! Fx. har jeg lært hvad 'linjer' hedder, mens ord som toldtariffer og frihandelsaftale var bekendte. Glæder mig til gruppearbejdet - har alle mine fag sammen med mexicanske studerende, som alle snakker turbohurtigt og utydeligt! På TEC gælder det om at følge med gennem semestret, da den endelige karakter er delt ud på et væld af forskellige aktiviteter (heriblandt fremmøde!!). Der er 3 del-eksamener (parcials), en god portion exámenes rápidos (hurtige eksamener, hvad er nu det?!), deltagelse i timerne (dvs. udover at møde op skal man rent faktisk deltage i diskussionerne!), præsentationer, skriftligt projekt, afsluttende eksamen - og til flere af fagene skal man til HVER undervisningsgang aflevere 1 A-4 side med referat, kritik og spørgsmål til det læste pensum (og til et fag også svar på en case). Uden dette kommer man ikke ind til timen, dvs. så er man jo fraværende...og det har man kun lov til at være 4 gange i løbet af semestret (medmindre man får gode karakterer så må man have 6 fraværstimer, hvad er nu det for noget?). Jo, og så kører undervisningen i 1½ time i træk hvor man hverken må spise eller drikke..og der er lige tid nok til at skifte lokale, så jeg må spise på vejen..(kan ikke sidde gennem 3 x 1½ times undervisning uden brændstof, så brænder min hjerne sammen).Unægteligt noget andet end jeg er vant til fra CBS! (Hvem sagde ansvar for egen læring?).
En anden sjov oplevelse var da vi (for 2.gang nu) blev præsenteret for kurven for kulturmøde/chok. Læreren gjorde meget ud af hvor vigtigt det var at kende den (eller være klar over de forskellige faser) så kulturmødet gik lettere. Ku' ikke lade være med at tænke på hvor TOTALT uforberedt jeg drog afsted til Guatemala...og det synes jeg egentlig selv gik meget godt, så man kan åbenbart også komme langt med et åbent sind. I den time lærte vi også at der ikke er noget mexicansk ord for "at glo" så det er af ren og skær interesse når mexicanerne nedstirrer en på gaden, hvilket jo er meget godt at vide!

Sunday, August 06, 2006

Tepotzlán


"Welcome party at Tepotzlán kl. 08:45-18:00"...lørdag var jeg på udflugt/til fest med TEC til en lille hyggelig by, hvor hovedattraktionerne er et tidligere kloster, en pyramide og et stort handicrafts-marked. På vej derud kom vi gennem en masse flot, VIRKELIG grønt landskab - det er 'præmien' for al den regn går jeg ud fra. Det var en rigtig god dag, hvor vi selvfølgelig nåede alle tre attraktioner (især pyramiden/udsigten kan anbefales!) og TEC havde arrangeret frokostbuffet, hvilket var ren luksus. På markedet er der adskillige "Tequila-butikker", hvor man får stukket et mini-shot tequila (m.m.) i hånden inden begge fødder når indenfor - og man har således smagt 3 varianter før man er henne ved disken - anbefalelsesværdigt!
Efter et hurtig aftensmåltid var vi (ca. 20) til "housewarming"/bare opvarming hjemme hos Fie og Liam i deres nye, fine hjem! Det var virkelig et fedt hus de har fået sig - og så ligger det 5 min. gang fra "Las Casas" (party street), og de har et ekstra værelse så jeg har et sted at sove i centrum hvis jeg får brug for det... Denne aften var vi dog ikke i Las Casas, men på "La Thaberna" som ligger - ja, ingen anelse - men 15 min. i taxi fra Fie. Geraldo fik os ind selvom enkelte ikke liiige havde fået deres TEC-id med. Egentlig ikke en særlig rar fornemmelse at være en stor gruppe (primært udlændinge - tror der var 5 mexicanere ud af 20) og blive lukket ind foran en voksende kø. Har jeg nævnt at TEC er Mexicos dyreste universitet? (Og at der er studerende der bliver kørt i skole med bodyguards af frygt for kidnapning?). 5 piger giver en gratis flaske tequila...og der var tequila, rom og sodavand ad libitum hele natten for ca. 55 kr. På vejen hjem lagde vi vejen forbi et Taquería - og lad det være sagt med det samme: Det ville ikke gøre mig noget hvis Taquerías opnåede samme udbredelse derhjemme som kebabsteder! Mums!
I morgen starter skoledagen med "Economía Política Internacional" og det lyder bare sindssygt spændende! Jeg har lige været inde og kigge nærmere på hvad faget går ud på - og helt overordnet handler det om hvordan poltik og magt og interesser spiller ind på økonomien - på nationalt, regionalt og internationalt niveau. Tidspunktet kunne godt nok være mere velvalgt - timen starter kl. 07.00...håber jeg er vågen nok til at registrere hvad der foregår. Udfordringerne hober sig op for tiden - det føles lidt som at blive kastet ud på det dybe vand med kun en badevinge, tror jeg. Ikke nok med at jeg har tilmeldt mig en masse fag på spansk ( i mangel af engelske...) - nu starter hverdagen hvor jeg skal til at følge med i undervisningen, læse teksterne, lave gruppearbejde osv. Det bliver mildt sagt noget af en udfordring..som skal ganges med 5!

Friday, August 04, 2006

Orientation week

Har først og fremmest mødt en masse nye mennesker i den forløbne uge! Og mange af den gode af slagsen tror jeg. Ugens højdepunkt var i dag (i hvert fald det sjoveste) hvor vi skulle integreres lidt, bl.a. ved at spille volleyball (ak, min favorit..). Det er det sjoveste jeg længe har prøvet! Det er ikke volleyball som sådan jeg har noget imod - bare reglerne... Så da vi to og to blev udstyret med et viskestykke så det hele pludselig meget skæggere ud! Et par på den ene side og et par på den anden side af nettet (i alt 4 par på banen)- og så var der ellers to vandballoner i luften! Hvor sjovt var det lige at forsøge at gribe den med et viskestykke - og slynge den så højt op i luften at den smadrede med et plask hvis modstanderparret ikke greb den!! SUPER SJOVT!
Af de mere seriøse ting så har vi været igennem en del 'sessions': Registration+payment (bakser stadig med registrering af fag - hvorimod payment bare var at taste pin og 'godkend'), visa-session (fortsættelse følger), cultural shock (ditto) og blackboard session (hvor vi blev introduceret til TECs e-learningsportaler - skal bl.a. ha' en virtuel klasse, hvor læreren (og andre 'klassekammerater') sidder på et af de andre TEC-campus i Mexico, mere om det når jeg ved noget mere!)
Først til visa-session:
Jeg har HELDIGVIS været så forudseende at 'nøjes' med at få et TURIST visa ved ankomsten - dem der har været gennem ambassaden for at få et STUDENT visa har en noget længere liste med gøremål! Vi skal alle samle en masse ting sammen (+ kopier!) og aflevere til TEC. Bl.a. kopi af pas (hvilket jeg har med hjemmefra) - havde bare ikke lige forudset at det skulle være af alle sider - også de blanke. Vil ikke træde mere rundt i det mexicanske bureaukrati...!
Straks videre til noget mere spændende: Cultural shock. Lederen af det internationale kontor her er fra Indien, så hun fortalte om kulturchok/møde med udgangspunkt i hendes erfaringer med den mexicanske kultur. Meget af det var rigtig interessant og nyttig viden - og hun ramte en god balance mellem 'generelt' og 'individuelt' - så det ikke blev sådan et 'sådan gør en stereotypisk mexicaner'-foredrag. Ja, der er mange facetter i kulturmøder!!Sprog, tone, ansigtsudtryk, kropssprog..og det 'underforståede'.
Udover at jeg har tilbragt alt for meget tid med at undersøge fag (lader ikke til at være så nemt som jeg havde håbet (og regnet med!)), så har det været en rigtig god uge, hvor vi bl.a. har nået at fejre Liams fødselsdag med pizza og øl i går.

It's like WOW

Sidder trygt og godt på min seng med lommelygten klar i tilfælde af flere strømsvigt..det er det mest fantastiske vejr! Regn og lyn og torden! Vandet står (eller farer nærmere) gennem gaderne - 30 cm vil jeg skyde på - så alt affaldet det suser afsted (ej, der er nu ikke så meget). Trods store 'grave' på tværs af vejen med riller over og 20 cm huller i fortovene..så stiger vandet støt! Tænk at være den lille tinsoldat i det her vejr! (Har sendt en tanke eller tre til Helle..)