AC I DANMARKSSERIEN

Havde lige sat mig godt tilrette med is og strandfodbold i tv (Argentina-Brasilien) - kan jo ligeså godt gøre mig det lidt hyggeligt, mens jeg opdaterer min blog - da Anders loggede på Skype og fortalte den korte version af lørdagens begivenheder...AC ER RYKKET I DANMARKSSERIEN!
(Den lange version må jeg vente med til i aften...snak om at være på pinebænken!). Jeg havde ellers tjekket nettet for resultater hele lørdagen og håbet at en AC'er loggede på MSN og gav mig en pause fra mit final project...men så heldig var jeg ikke...håbede at det var fordi de havde travlt med at hoppe rundt og juble og fejre oprykningen...og at det ikke var fordi de lige skulle komme sig...heldigvis var det jo så det første...så:

ET KÆMPE TILLYKKE!

-og en masse gode tanker...har ikke lige ord til at beskrive jeres fantastiske triumf!

-og så er min inbox åben for alt hvad I måtte have på hjerte!

Studerende eller ej...

Jeg har vist sagt det før: At rejse er at vente! Og det var min onsdag et klassisk eksempel på...startede med at vente på vores shuttle til lufthavnen kl. 05:30 i Antigua og derfra gik det slag i slag...
Vi ankom til lufthavnen i Guatemala City i VIRKELIG god tid! Vi snød al morgetrafik og strøg lige i check-in køen kl. 06:30, og fik udleveret et boardingpass hvor der stod at vi skulle være i gaten kl. 09:25...gaaaab! Nå, men er jo efterhånden ret trænet i at få slået sådan lidt ventetid ihjel, så jeg fik opdateret min dagbog m.m. Ved ankomsten til Mexico City strøg jeg lige igennem immigration og fik mine 90 dage (så jeg slipper for at bøvle med det mexicanske bureaukrati for at forlænge mit visa, herligt!). Kristy derimod havde ikke sit FM3 (hendes student visa) med...og det viste sig at forlænge vores ophold en del... Jeg var gået nedenunder for at hente vores bagage og da hun efter en rum tid (har jo ikke ur, så vel omkring 45 min.) stadig ikke var kommet, tænkte jeg at hun nok ikke var sluppet igennem, så jeg gik fandt en bagtrappe og gik ovenpå igen...hvor jeg efter lidt spørgen rundt fandt Kristy ligge på nogle stole i et lille venteværelse. Det der student visa består af en lille lap papir som er limet ind i passet og så en ekstra lille, grøn folder, som hun ikke havde med. Først betalte hun i Australien for den lille lap og så måtte hun smide pesos på bordet (og en masse andet papir-bøvl) for at få den lille folder. Er ganske godt tilfreds med at jeg kom så uforberedt at jeg måtte 'nøjedes' med et turist visa, så da immigrationsfolkene spurgte til min visa-situation sagde jeg venligt at jeg skam bare var turist og at jeg glædede mig til at se mere af Mexico. De venlige immigrationsfolk ville ikke lade Kristy komme ind i Mexico før de havde den lille grønne folder, som hun selvfølgelig havde fortalt lå i Cuernavaca (jeg tror nu nok at den (meget behændigt) var blevet stjålet i Guatemala City, havde det været mig de havde spurgt ;-) ). Nå, men eftersom den jo lå i Cuernavaca, så måtte vi bare vente på at den ankom til lufthavnen! Eller det vil jeg sige jeg kunne jo egentlig bare spadsere ud og tage bussen hjem, men det følte jeg ligesom ikke rigtig for. Kristy havde ringet til Liam - stod på toppen af sol-pyramiden i Teotihuacan, så det var ikke lige fordi han kunne hjælpe hende...men han ville ringe til Tim. Jeg fik købt nogle ekstra telekort til hende (hun måtte ikke forlade venteværelset...og det tog de ret alvorligt!) og hun fik fat i Tim, som lige havde sendt Sadie på bussen med den lille grønne...så nu var det bare at vente..og vente...og vente..og omkring kl. 18:30 ankom den lille folder endelig til immigrationskontoret, hvilket herligt gensyn! Da vi kom ud i ankomsthallen stod Sadie der sammen med Heather and Michelle (to (nærmest siamesiske) søstre), de havde åbenbart været vildt bekymret for Kristy. Jeg ville dog nok ku' ha' fundet noget andet at bruge min onsdag på end at tage bussen frem og tilbage til lufthavnen for at holde Sadie med selskab. Vi fik billetter til bussen kl. 19:20 og efter nogle lange timer var jeg hjemme omkring kl. 22, og der trængte jeg egentlig bare til at ligge udstrakt efter at ha' siddet ned i virkelig, virkelig mange timer!

Ministerios Niños de Jesus

Ministerios Niños de Jesus er navnet på det projekt, hvor jeg var volontør. Ellere projekt er måske så meget sagt...det er familien Reyes, der tager sig af byens børn og samler nogle sammen til at lære engelsk når der melder sig en volontør. Det var rigtig dejligt at se don Edgar og doña Carmen - og ikke mindst Latina (deres datter på 12 år), som er lige så sød som jeg huskede hende. Det var også et møde med en barsk virkelighed, da de om noget er blevet fattigere siden sidst. Trods dette har de taget to små børn til sig (Paco og Pati på ca. 5 år), som blev forældreløse da deres forældre døde i en busulykke (mindst en gang om ugen er der en smadret bus på forsiden af aviserne). Den primære årsag til deres forringede levevilkår var orkanen Stan's hærgen sidste efterår. Deres ældste datter (som bor i Antigua og stort set forsørger familien) havde optaget små videoklip og taget billeder, som jeg fik af se. Det er første gang jeg har set en naturkatastrofe ramme nogen jeg kender. Det så godt nok voldsomt ud - en kæmpe flod rasede gennem hovedgaden og mudderet stod ind i huset. Doña Carmen var vågnet om natten ved en mærkelig lyd, og da det gik op for hende hvad det var, nåede hun at få børnene ovenpå inden vandet strømmede ind i huset. Efterfølgende stod mudderet ind i huset og over 2 uger uden el, vand og ret meget mad (kun de mindste fik lidt at spise af og til åbenbart) fulgte. Heldigvis var der ikke sket nogen i familien noget, men Carmen var tydeligt angst for at floden igen skulle gå over sine bredder (den løber lige bag deres hus) og at hun ikke ville nå at redde de mindste børn ovenpå. De prøver derfor at bygge flere rum ovenpå, så de er i sikkerhed hvis vandet skulle stige igen. Nedenunder står der to køjesenge i et lille rum, hvor der sover 8 børn (2 i hver seng), så de kunne også godt bruge den ekstra plads. De havde mistet en del ejendele og huset var raseret nedenunder, bl.a. havde floden væltet en væg.
Det er uden sammenligning de fattigste mennesker jeg nogensinde har kendt - og alligevel tager de forældreløse børn til sig og prøver at give de fattige børn i byen mad, hvilket der dog ikke har været råd til siden Stan. Carmen fortalte at hendes drøm var at købe baghuset og lave et børnehjem, så hun kunne tage sig af flere af de mange forældreløse børn i området. Ret utroligt at møde så stor solidaritet og gavmildhed. Hun håbede at kunne etablere en 'fadder-ordning' for at hjælpe børnene, så nu har jeg fået diverse kontaktoplysninger. Det koster Q300 (ca. 240 DKK) for indskrivningsgebyret i den offentlige skole, og mon ikke der kan være råd til det med alt det jeg har knoklet på Posten...
Desværre havde der ikke været nogen volontører efter mig i næsten 2 år, men der kommer en ny til januar, så jeg håber at der kommer mere kontinuitet fra da af. Det lille 'casita', hvor jeg underviste var også blevet raseret af Stan, så undervisningen vil komme til at foregå i familiens hus. Doña Carmen er ved at lave nogle nye plakater, som hun kan hænge op på nogle sprogskoler i Antigua for at tiltrække nye volontører. Håber virkelig det lykkes, da godt kunne unde andre at få den oplevelse. Jeg har i hvert fald lært rigtig meget af mine tre måneder i Pastores og det har givet mig nogle nye perspektiver på livet - som jeg lige har fået genopfrisket.

Tilbage i Antigua

Jeg mangler helt at fortælle om hvordan vi vågnede søndag morgen...vi havde indlogeret os på et værelse/dorm med nogle køjesenge og der sov 3 fyre udover os. Vi vågnede så ved at ham fyren over mig begyndte at råbe og bande - fuck!! eller fucking!! var ca. hvert 2. ord der kom ud af hans mund. Det handlede om at ingen havde vækket ham aftenen inden, så nu var han gået glip af det her fucking fede party i Guate. Klokken var omkring kl. 07, da han syntes han skulle af med alle sine fucking frustrationer. Jeg har aldrig været på dorm med nogen så super-egoistisk! Og han blev bare ved og ved og ved. Prikken over i'et var, da han begyndte at ryge inde på værelset - det var simpelthen dråben! Bad ham (nogenlunde) pænt om venligst at gå ud, hvilket han da heldigvis gjorde! Og så skyndte vi os ellers at få pakket sammen, så vi kunne tjekke ud! Eller det vil sige...vi skulle lige ha' lokaliseret nøglen til vores locker, hvor alle pas og penge jo var! Havde stået med den i hånden lidt tidligere på morgenen, men hvor havde jeg så gjort af den? Efter at ha' set alt igennem...fandt Kristy den under madrassen i overkøjen, hvor jeg havde sat mit håndklæde fast..altså mit hoved af og til! Kan mærke jeg er ved at komme ind i den fase, hvor jeg ikke kan huske hvor jeg lægger ting (og bare huske ting generelt, fx. ej, der er for mange eksempler til at begynde her)...heldigvis plejer jeg da at komme ovenpå igen! Selve vores check-out var faktisk også ret humor...vi kom ned til hostel-ejeren (en ret ung og ret bossy, amerikansk kvinde) og fortalte at vi gerne ville betale. Så bad hun os om at hente vores 'sheets', men da vi troppede op med vores lagner var hendes noget aggresive bemærkning: "What are you DOING??!" Hmm..hun havde åbenbart ment vores 'bar sheets', dvs. vores regning fra baren. Da jeg venligt svarede at sådan en havde vi skam ikke, sagde hun rimelig køligt: "EVERYBODY has a bar tab!". Okay, så måtte vi jo ud i baren og da fyren her ikke kunne finde vores bar tab, så tog han hele mappen ind til fru chef, som febrilsk (og letterede aggresivt) bladrede igennem den...forgæves (selvfølgelig). Det var hun selvfølgelig langt fra tilfreds med, så hun startede et mindre forhør af os...om vi havde fået dit og dat og dat og dit fra baren...og nej, nej, nej og nej det havde vi skam ikke..om vi godt måtte betale nu? Og så hastede vi (så godt som det nu kan lade sig gøre når man er hernede...dvs. vi slentrede roligt afsted og kom 15 min. senere end planlagt) hen på et af Antiguas fineste hoteller, hvor Linda og Gail stod og ventede os. Og så var der ellers dømt fornem søndags-brunch i selskab med de højere sociale lag. Buffeten havde selvfølgelig alt hjertet ku' begære...inkl. frijoles revueltos (sorte bønner a la Guatemala). Når Linda og Gail fortæller om sine venner er det helt klart de øvre lag i Antigua, enten ejer de byens dyreste hotel eller den førende Jade S.A. - forretning. Det er virkelig få familier der kører det land her! Linda fortalte om en voksende middelklasse, der shopper i de store, eksklusive indkøbscentre, men som på hjemmefronten stadig lever 'simpelt'. Dvs. alt der ses udadtil og giver status bruges der penge på, mens resten forbliver som det er. En skæv udvikling! En absolut indskudt sætning: Da vi gik på Monterrico og så efter havdskildpadder, passerede vi nogle af de store palæer som rige guatemalanere bygger langs kysten som et åndehul, væk fra byen. Der var bl.a. en som kun ankommer med helikopter!
Det var virkelig dejligt at være tilbage i Antigua! Jeg nød min ferie i fulde drag, trods lidt rigelig regn i dagstimerne. Selvom meget ligner sig selv, så virkede det også som om byen for alvor er ved at blive et turist-mekka, især for backpackere og rige, ældre amerikanere. Efter hvad Gail fortalte, så er der også bander der kontrollerer gaderne om aften, så det er taxi efter mørkets frembrud. Måske er det fordi jeg denne gang kun var der i nogle dage, eller fordi Gail overdramatiserede, men byen virkede mere usikker end tidligere.
Den sidste dag var vi lige ude og se hvordan der så ud i San Juan de Obispo "One of the lovely villages surrounding Antigua" - ifølge de mange rejsebureauer i Antigua. Tænk, der har jeg været så priviligeret at bo i 6 uger, mens jeg fik undervisning i det fantastiske spanske sprog. Brostenene er nået lidt længere op ad vulkansiden, men ellers ligner det hele fuldstændig sig selv! Små støvede gader og farverige huse, omstrejfende hunde og små tienda'er (a la kiosker).

Og ja, så var det bare fantastisk at komme tilbage og nyde udsigten til mægtige Volcán Agua!

Volcán Pacaya

Helt dase-ferie var det dog ikke...mandag var klart feriens mest aktive dag, hvor vi tog ud og så nærmere på vulkanen Pacaya.
Efter sigende er Guatemalas nuværende præsident sådan ok - han er for blød overfor narkobanderne der hærger landet, men han gør en del for infrastrukturen og udbygger og forbedrer vejnettet. Det sidste fik vi virkelig at mærke! Vi tog afsted fra Antigua kl. 06.00 og sad to timer i kø (virkelig kø!!) før vi slap ud på den anden side og ankom til en lille landsby, hvor vi begyndte opstigningen. Turen op var 3 km og tog ikke lang tid - det var et fantastisk syn at komme ud af skoven til store, sorte lava-floder (lavaen var størknet). Lidt længere oppe kunne man både se og høre lavaen bevæge sig ned ad vulkansiden. Ret skræmmende lyd når man går med ryggen til! Vi gik lidt længere frem på lavaen, det var (selvfølgelig!) mega varmt! En pige kom ned med smeltede skosåler...jeg stoppede dog inden det gik så vidt (havde ikke rigtig regnet med nogen fysisk udfoldelse på ferien, så jeg havde blot nogle helt flade, ikke-hiking-egnede sko)...fik hurtigt varme fødder! Landskabet deroppe så helt helt uvirkeligt ud med de store sorte, lava-floder - og mærkelige 'lava-skulpturer'.
På nedturen (fedt ord...) var guiderne ret hurtige...hvilket efterlod en italiensk dame tilbage, så hende ventede Kristy og jeg på...indtil himlen åbnede sig over os...så var jeg alene tilbage med italieneren...men hvad...vi havde jo kun 3 timer hjem i en bus inden jeg kunne skifte til tørt tøj :-). Hun skulle arbejde på Casa Guatemala som er et børnehjem i junglen ved Rio Dulce, hvor nogle danskere var volontører sidst jeg var her. Det var kommunikation på internationalt niveau på vej ned ad den vulkan! Hun var fra Napoli og snakkede ikke særlig godt spansk (eller engelsk), men jeg forstod en del af de italienske ord som hun prøvede at 'forspanske' - det hjalp jo en del at jeg vidste noget om Guatemala, så jeg kunne regne ud hvor hun havde været og hvad hun fortalte, humor.

Monterrico

Vi skulle selvfølgelig også på stranden nu vi sådan var på ferie, så det blev også til et gensyn med Monterrico - og med El Delfin. Vi fik noget heldigt fat på en shuttle fredag morgen, så vi ankom i fin stil lige til døren ved hotel El Delfin, som er det eneste hotel, jeg har overnattet på i Monterrico. Og til jer dig ikke liiiige selv har været der...så ligger El Delfin på stranden, er ret 'basic', har en dejlig afslappet stemning med hængekøjer strøet omkring med gavmild hånd, og ikke mindst en dejlig pool, når Stillehavets store bølger bliver for voldsomme. Vi ankom lige i rette tid (vores chauffør havde også kørt ret spændende for at vi skulle ankomme tidligst muligt fordi det var national helligdag, så mange guatemalanere var taget til stranden for weekenden), 10 min. efter ankomst var de fuldt bookede. Det var næsten som jeg huskede det - de havde fået malet lidt og udvidet menukortet en hel del, papegøjerne var der stadig. Inden vi var nået ind på værelset blev vi stoppet af Edgar, en eco-guide, som tilbød os to 'tours'. En tur samme aften, hvor vi skulle gå langs stranden for at prøve at spotte havskildpadder der kommer op på for at lægge æg, og en tur næste morgen rundt i lancha på mangrove-floderne/åerne. Kristy takkede nej til skildpaddeturen, så kl. 20 hentede Edgar mig. Han havde en lille lommelygte med som han af og til lyste med ned mod vandet. Da regnen kom spurgte han om vi skulle vende om, men min logiske sans (og den kan være farlig, ik' Ditte?) sagde mig at jeg ville være gennemblødt inden vi nåede hjem, så vi fortsatte - og 2 min. efter spottede vi en mægtig padde på vej op ad stranden (skal tages helt bogstaveligt, da stranden er ret stejl det første stykke). Vi ventede og ventede i mørket (og regnen!), mens den fandt et sted den ville lægge æg. Og så begyndte arbejdet ellers...med at tage alle æggene op og der var godt nok mange! Og så var det så at Edgar spurgte om jeg skulle bruge min taske dagen efter... øhh, ja, vi må finde noget andet at transportere æggene hjem i...(hvilket så blev hans t-shirt). Æggene var ret sjove - lignede bordtennisbolde, men var helt bløde. Det var ret specielt E ..og nå, ja, sandet DERrtDe at se en havskildpadde så tæt på i så DDDDDer sort i Monterrico.. delang tid...havde jo masser af tid til at se den lidt an, især fordi himlen jævnligt blev helt oplyst af fantastiske lyn! Edgar fortalte om en kæmpeskildpadde som også kommer op på stranden i Monterrico, nemlig Baule. Den er 2-3 m lang og vejer 6-700 kg. Det er for stort til at jeg kan forestille mig det! Og hvis du undrer dig over hvad vi skulle med alle de æg, så genbegravede vi dem næste morgen i mere sikre rammer i 'skildpadde-udklækkeriet'. De omstrejfende hunde graver dem nemlig op og spiser dem,
eller lokale finder æggene og sælger dem på markedet (16 DKK pr. dusin, så det er ikke fordi de er specielt meget værd) og så ender de som et ekstra pift i appelsinjuicen.
Næste morgen kl. 05.30 bankede Edgar atter på vores dør, og så tog vi ellers afsted på en lille 'bådtur' rundt i mangrove-
sumpene/floderne. En stille start på dagen, hvilket var meget flot og dejligt. Og så var der en flot udsigt til bjerge og vulkaner.
Efter en lur på stranden (var overskyet, så ingen krebse-fare) fortrak jeg til poolen, hvor en guatemalansk familie plaskede rundt. 'Familie' hernede er den udvidede version, dvs. der var ca. 6 børn, 4 mænd og 8 kvinder. De havde bl.a. en svømme-dykke konkurrence, hvor det gjaldt om at komme så langt som muligt, uden brug af arme, men ved at sparke lystigt med benene/fødderne (afhængig af personlig stil..og de var meget forskellige!) - det var helt vildt som de hujede og heppede på hinanden. Da flere kvinder i anden runde nåede helt til den anden ende ville jublen inden ende tage "¡Mujeres al poder! ¡Mujeres al poder!" (a la "Al magt til kvinderne!), festligt!
En lille bonusinfo: Vi havde meget sjov ud af at ur-kabalen i Australien starter med alle kortene på bordet i modsætning til i DK hvor det går ud på at lægge alle kort på bordet...tænk at selv kabaler er omvendte down under, humor!

Gensyn med Antigua Guatemala

Hjemme på CBS er uge 42 jo højhellig efterårsferie...men her på TEC er har vi ikke en eneste ferie i løbet af hele semestret...så ja, når de ikke kan sørge for det fra officielt hold, så må jeg jo selv i gang - så knap havde Yong og Stefan forladt mig før jeg tog til Guatemala... Kristy skulle nemlig til Antigua og besøge sin tante, Linda, og hendes amerikanske veninde, Gail, som nu bor i Antigua. For 20 år siden boede de begge i Antigua. Og ja, hvis ikke det var en oplagt mulighed...til liiiige at invitere sig selv på en lille uges ferie, så ved jeg snart ikke :-). Så vi fik booket flybilletter til Tapachula (grænsen) - en lillebitte lufthavn! Da vi var landet, kiggede jeg lidt rundt i lufthavnen efter et sted jeg kunne spørge hvor busserne til Guatemala City kørte fra...og så blev jeg stoppet af en mexicaner som spurgte hvor vi var på vej hen - og så tilbød han et lift hvis vi liiige kunne vente 5 min. Et kvarters tid senere blev vi så vist hen til en pick-up truck (ja?)...med ja, hele familien...2 kvinder foran samt en pige mellem de to sæder og så 2 kvinder på bagsædet sammen med Kristy og jeg...og så sad han selv og hans kone på ladet! Det viste sig at lufthavnen altså ligger 20 km fra busstationen...hvem sagde venlighed?
Vi fik billetter til en 5 timers busstur (sagde den venlige dame i billetlugen), men nu var vi jo på tur, så vi fik lige 3 timer og et mægtigt uvejr (flere timer med flotte lyn som oplyste det hele mens vi kørte gennem bjergene!) oven i hatten. Da vi ankom til Guatemala City silede regnen stadig ned og efter lidt indledende telefonproblemer med at komme igennem til Linda, var vi lige vidt - at vi skulle finde et sted at sove i Guatemala City, ikke ligefrem tillokkende kl. 22 en onsdag aften. En fyr fra busstationen fulgte os hen til nærmeste hotel (for usikkert at tage en taxi) og helt udelukket at gå de 200 m selv! Efter en ret kold nat, vågnede vi kl. 06.30 og blev vist hen til den nærmeste (åbne) ATM, hvor Kristy fik hævet penge - og på mærkværdig vis fik hun bagefter hele hæveautomaten til at genstarte med mit visakort...hmm...det er vist aldrig set før...(og nej, det kom der ingen penge ud af!).
Torsdag formiddag ankom vi til Antigua - det var godt nok en mærkelig fornemmelse at være tilbage efter tre år (er der virkelig gået tre år?). Må vist allerede nu hellere afsløre at besøget primært bød på en del 'gastronomiske' gensyn...pandekager m. frugt, yoghurt og müsli på Jungle Party, nachos på MonoLoco (stadig de bedste nachos jeg nogensinde har smagt!), brombær (og senere en blåbær)-yoghurt-is hos Yogen Früz, og så fik jeg også udvidet min horisont - der er nemlig åbnet et nyt tacos-sted (med guatemalanske tortillas, mums!) m. salsa-bar, det var virkelig lækkert. Og så havde de en klokke som man kunne ringe med, hvis man havde været tilfreds med maden og betjeningen, god ide. Derudover inviterede Kristys tante os på søndagsbrunch på et overordentlig fint hotel i Antigua, hvilket selvfølgelig var helt overdådigt. Og så må jeg erkende at jeg virkelig godt kan lide frijoles (sorte bønner) refritos som de spises her i Guatemala, hvilket jo absolut ikke var tilfældet sidst (..meeen man blir vel voksen...ganske langsomt..).
Det var ret sjovt bare at gå rundt i gaderne og mindes, var overrasket over hvor meget jeg kunne huske mht. hvor ting lå osv.

Ciclos Mensajeros

Efter at vi havde checket ind på hostel Moneda torsdag aften, så tog jeg på feltarbejde! Jeg har et fag hvor jeg skal lave et 'final project" (en 10 siders opgave) om et selvvalgt tema indenfor den ret overordnede ramme: "Doing business in the global marketplace". Så for nogle uger siden gik jeg i gang med støve en spændende virksomhed eller idé op - og ude i et af nettets mange afkroge fandt jeg Ciclos Mensajeros. Intet mindre end 'De grønne bude' i Mexico City startet af to danskere i 2002. En rimelig vild idé synes jeg nok - det er selvfølgelig en ting at få en vild idé, men at føre den ude i livet...det ville jeg gerne høre noget mere om! Så torsdag havde jeg et interview med Peter fra Ciclos Mensajeros kl. 20. Nu bliver det mørkt herovre kl. 19.30, hvilket jeg jævnligt måtte huske mig selv på - altså at klokken kun var lidt over 19.30 - da jeg vandrede omkring i DF's gader for at finde Ciclos' kontor. Har vist fortalt om mexicanernes manglende vilje til at sige: "Nej, det ved jeg desværre ikke hvor er" - i stedet guider de dig bare i en tilfældig retning, så jeg måtte krydstjekke et par gange eller fire, men så nåede jeg også frem. Selvom jeg ringede til Peter samme formiddag, blev jeg alligevel mødt med ordene "Var det i dag?", da jeg havde præsenteret mig, ret sjovt! Nå, men han tog sig heldigvis tid til at snakke med mig, selvom han stadig havde en del arbejde der skulle ordnes. Faktisk kan jeg meget godt lide det der 'polychronic' koncept med at lave mange ting på en gang, så fik jeg nemlig lige tid til at bearbejde informationerne undervejs i interviewet, mens han snakkede i telefon.
Umiddelbart lyder det som en ret sindssyg idé og meget nobelt - at ville fremme en cykelkultur i DF og bidrage til at mindske forureningen ved at etablere et cykelbud-firma. Og det kunne han bekræfte - at ja, det var det også! De var startet fra at være et meget idealistisk foretagende til nu at være mere realistiske, de har bl.a. indkøbt et par motorcykler til de egne op ad bjergene, der ligger længst væk. Først og fremmest er Mexico City absolut ikke en cykelby (det faktum at der ikke er et eneste cykelstativ i hele byen illustrerer det måske meget godt!). "Har du ikke råd til en bil?" er den mest normale opfattelse af cyklister. Det er slet ikke et transportmiddel som vi kender det, hvilket resulterer i at det er ret svært at finde arbejdskraft der rent faktisk kan cykle. Derudover er trafikkulturen i byen håbløs, så det er et ret farligt job. En mensajero cykler i øvrigt ca. 100 km om dagen.
Det var en rigtig god oplevelse at komme lidt 'i felten', sjovt at se 'kontoret', indretning, udstyr m.m. Tror faktisk det kan ende med at blive ganske sjovt at skrive denne opgave. Og så sagde Peter i øvrigt at hvis jeg kendte nogen der ville i praktik/arbejde hos Ciclos i en periode, så var der stort set frit slag mht. arbejdsområde - en ting er sikkert, man ville lære en masse spansk! Hmm...ja, det er jo ikke et helt dårligt tilbud at ha' hængende...

Besøg fra Danmark!

En fantastisk weekend, intet mindre!! Og så var det ovenikøbet en af de lange af slagsen...forbered jer på en længere beretning!! Jeg tog i lufthavnen i Mexico City (DF fra nu af) i torsdags og mødtes med Yong (navnet er Yong..Carina Yong!) og Stefan som er i Mexico på 2 ugers ferie. Jeg må sige at deres timing var perfekt - jeg trængte virkelig til at komme ud af Cuernavaca/væk fra skolearbejdet! Torsdag aften havde jeg dog lige et enkelt interview i forbindelse med et af mine fag - det fortæller jeg om senere.
Og de havde gaver med!! Så nu har jeg lige set bryllupsbilleder og spist en fransbrødsmad med hjemmelavet solbærmarmelade, ikke dårligt! (Og den ene chokofant-pose er også væk..).
Jeg havde egentlig ikke rigtig læst så meget om hvad der er at se i DF, så det var ikke fordi jeg var den vilde tourguide. I LP er der jo skrevet side op og side ned om fantastiske museer, historiske monumenter og imponerende kirker, men helt ærligt...hvorfor er det liiiige at det er blevet sådan noget som turister render rundt efter?? Nå, men fredag morgen kl. 10 tog vi med på den gratis tour vores hostel har hver dag. Eftersom vi boede lige overfor Palacio Nacional (regeringspaladset) håbede jeg at vi startede der, hvilket vi også næsten gjorde. Diego Rivera har malet nogle fabelagtige vægmalerier i Palacio Nacional og vores guide fortalte en masse om dem. De forestiller Mexicos historie - fra Spaniernes erobring til uafhængighedskrigen og frem til omkring 1940, virkelig imponerende! Derefter smuttede vi fra tour-gruppen og drog ud på egen hånd. Vi fandt et tacos-sted og satte os og lagde lidt planer for fredag-lørdag. Absolut de værste tacos jeg endnu har fået - ærgeligt at det var Stefans første tacos (Yong's bestilling kom med avocado, så hun var glad :-) ). Mad blev faktisk lidt et gennemgående tema i de par dage vi var sammen, så vi fik smagt en masse mexicansk mad, hvilket var rigtig fedt! Vi fik set et par markeder - først et grøntsags-frugt-et og så bare en sindssyg masse boder på gaderne, hvor der var alt muligt og umuligt tingel-tangel. Og CD-boder, hvor musikken bragede løs - fra alle konkurrende boder, så der var en larm uden lige. Vi tog ud i Chapultepec-parken, hvor der også var en masse boder - bl.a. fik jeg tilbudt at købe en Misticos (wrestling-)maske - jeps, han må virkelig være populær! Der var også en sø...og så kunne jeg ellers høre om AC's bedrifter i sjællandsserien, mens Stefan roede os rundt på søen - ikke dårligt! En mexicansk fyr havde en noget særpræget ro-stil: Han sad med front mod bagenden af båden og roede med begge årer i takt (så langt så godt..), og nu kommer det særprægede..han 'kørte' årerne hele vejen rundt (så båden sejlede fremad med bagenden forrest), det så højst mærkværdigt ud, som to møllevinger eller noget! Desværre begyndte det at småregne lidt, men heldigvis fik solen snart overtaget - det kostede nemlig en bøde, hvis man afleverede redningsvestene våde...har de mon tænkt sig at man skynder sig at smide redningsvesten i båden inden man falder over bord..? -ret humor!
Ind mod zocaloen tog vi bussen ind ad Reforma, en af de største hovedfærdselsårer i byen, ret nemt at forestille sig hvilket kaos Lopéz Obrador og tilhængere har udløst ved at blokere den! Vi slog vejen forbi Palacio de Bellas Artes (et kunstmuseum, hvor man jo kan nøjes med at beundre selve bygningen) og så var der stillet en sjov 'spaghetti'-kunst-ting op ude foran, som vi selvfølgelig lige skulle prøve..sammen med alle de andre børn :-). Tæt ved lå posthuset, som er det flotteste posthus jeg nogensinde har set (siger måske ikke så meget..det er virkelig flot!). - og så var der ikke langt til churros (con chocolate) ovre ved 'Torre Latinoamericano'. Vi gik også forbi (og selvfølgelig ind i) 'Pasteleria Ideal' (- ja, Nina ved nok hvad jeg snakker om - bageriet var leverandør af adskillige kager til bedømmelse på guf-o-meteret, da jeg var her sidst). Til jer der ikke har haft fornøjelsen af at se det med egne øjne...der er brød og kager i overflod...og på 1.sal er der den mest overdådige kageudstilling man kan forestille sig..bl.a. en 110 kg's bryllupskage!
Vi tog 'bagvejen' hjem til vores hostel, dvs. gennem gademarkederne bag katedralen (jeg fik bl.a. en tacos udenfor det hotel, hvor jeg boede sidst - ligeså gode som jeg huskede dem!). Det var HELT VILDT så mange boder der var, fyldt med mennesker - og madboder i midten, det tog os et godt stykke tid at komme hjem, men ret sjovt at lade sig 'opsluge' af den uformelle sektor. Utroligt at de pakker deres boder op og ned hver dag (kl. 20 er gaden ryddet - også for det meste skrald). Under aftensmaden kom ham australieren jeg havde snakket med aftenen før hen og spurgte om vi skulle med til 'Lucha Libre'..og så kom der ellers julelys i Yong's øjne! Så vi slugte maden og tog en hurtig beslutning - afsted til 'las luchas'!!! Nu havde jeg jo ellers i mit stille sind svoret at jeg for sidste gang havde siddet på 'pinebænken' i 1½ time for at se 20 min. akrobatisk slåskamp til sidst...men men men tænkte (håbede!!) at niveauet var højere her i DF end i Cuernavaca.. og heldigvis var det også tilfældet!! Det var en kæmpe arena (ishockeyhal) med storskærme (så man kunne se de fede stunts på replay - og følge med hvad der skete på den anden side af ringen) og efter sigende ca. 1000 tilskuere. I første runde var der en dværg med, det var ret humor - især da han 'kravlede'/gik armgang hen ad ringsnorene. Senere var der kvindekamp - noget jeg aldrig har set før! Det endte ret surrealistisk med at taber-damen fik klippet og senere barberet sit hår af, bortset fra en 'hanekam' bag på hovedet. Senere kom (mit store idol...) Mistico - han fik et ordentlig lag tæsk af Black Warrior, der endte med at ødelægge Misticos maske. Der var i øvrigt også en bøsse-wrestler, som kom ind iført pink fløjskåbe og kyssede en af de onde, så han udvandrede fra kampen (part of this weird game). På hjemturen endte gav vores chauffør sin Mistico-maske (ja, vi blev skam kørt til og fra las luchas af 'Mistico') til Yong, så nu har hun et minde om sit første live-wrestling-show.
Lørdagen startede vi ud med at tage til de flydende haver i Xochimilco, hvor vi fik en tur frem og tilbage ad en å ombord på en lille båd. Det var hyggeligt at komme ud i lidt friskere luft (selvom DF slet ikke er slem mht. forurenet - slet ikke som i Bangkok fx) og se mexicanske familier på udflugt. Hele både var fuld - i den ene ende af bordet havde de en 'BBQ' og i den anden et 'dansegulv', hvor en mariachi stod og sang (de havde en mariachi-båd med et stykke af vejen) (mariachi er noget traditionel mexicansk musik) - det var hele den udvidede familie der var på udflugt, festligt! På tilbagevejen fik vi lov at betale overpris for noget mad til at akkompagnere vores Victoria-øl - vi fik enchiladas med mole (chili-chokoladesovs, virkelig mums og meget anderledes end noget jeg før har smagt) og quesadillas med 'græskarblomst'. Fie havde fortalt mig om 'Feria del Mole' i San Pedro Atocpan, hvilket jo nok var et besøg værd, selvom vi ikke helt vidste hvad vi tog ud til. Det var virkelig det yderste af 'Distrito Federal' som vi kom ud til, lille bitte by, hvor der i udkanten var mole festival - et lidt a la de danske sommermarkeder med boder og noget tivoli, og så var der også en kæmpe scene - og en biludstilling. Langt de fleste boder var madboder eller restauranter. Hele 'højre række' var en lang, lang række af mole-boder - jo, tak vi smagte mange forskellige slags!! Selvom vi gik med 2-3 mole-pinde, så kunne vi jo godt få tilbudt en eller to til! Der var tegnet en kridtstreg langs alle boder, som mole-sælgerne skulle holde sig indenfor (hvilket de helt og holdent respekterede), så det var muligt at gå lidt i fred. Udover mole smagte vi nogle småkage-agtige pandekager og tortillas de nopal (kaktus-tortillas), mums! Fik også smagt noget likør-noget. Behøver jeg at sige at vi var godt mætte da vi tog bussen hjem? Vi ankom til Taxqueña 12 min. før bussen til Cuernavaca kørte, så vi nåede lige at købe billet og hente vores bagage inden afgang. Nu er Cuernavaca jo 'byen med det evige forår' - skuffende nok har det regnet både i går da vi ankom og også i dag det meste af dagen, håber vejret snart finder tilbage til normal igen! Til aftensmad var vi omkring det gode (og ofte lukkede) tacos-sted, så jeg fik endelig smagt deres tacos - klart bedre end dem vi havde fået i DF! På hjemvejen var vi lige indenom Maribel (storleverandør af tortas og quesadillas til sultne TEC-studerende) og få et par quesadillas 'para llevar'. Noget jeg virkelig kommer til at savne i DK er 'gademad' - nem adgang til alverdens 'snacks' og drikkevarer, det er virkelig herligt! Og så er det mexicanske køkken en jungle at finde rundt i, så det er bare om at smage sig frem!
Søndag formiddag var helliget praktisk arbejde - rejseplanlægning og indkøb til hjemmelavede quesadillas. Yong og Stefan fik købt flybilletter til Cancún (uh, hvem ku' ikke bruge 9 dage i Caribien?!!!), dog ikke et hotel - ret humor at det er første gang hvor Yong kommer til en by uden at have resereret overnatning...hmm..rimelig ulig mig! Vi var også omkring is-biksen, hvor vi bl.a. fik en smagsprøve på oste-is - og det var faktisk slet ikke værst!
Senere tog vi ind til Fie og Liam og lavede quesadillas - havde lovet Stefan og Yong at de skulle smage min hverdags-frokost. Egentlig var det meningen at vi skulle ha' spist middag - mole, nopal(kaktus)-salat m.m.m., men tror nu det var meget godt at mole var taget af menuen efter alt det mole vi havde fået om lørdagen! Quesadillas var nu også et hit - der var noget kylling tilbage fra min yndlings-chilisovs, så vi havde både kylling og grønsager til fyld. Og så lavede Yong guacamole og med to chili-salsa's, var det et virkelig lækkert frokostbord vi der fik fremtryllet! Og så måtte vi ellers vove os ud i regnen igen - til busstationen, så nu håber jeg virkelig at de kommer godt afsted med flyet og får en rigtig god ferie på Yucatán!! Jeg har i hvert fald nydt de sidste par dage i fulde drag! Egentlig burde jeg jo lave lektier, men de kan alligevel ikke nå at blive printet ud til timen i morgen tidlig tidlig, så tænkte at jeg ligeså godt lige kunne fortælle lidt om de sidste par begivenhedsrige dage!
Forresten på vej hjem fra busstationen, passerede vi et uheld, hvor en motorcyklist og en personbil var kørt sammen, heldigvis så det ikke så alvorligt ud, dog lå motorcyklisten og så ret groggy ud (vi holdt i kø lige bag personbilen da den spærrede vores kørebane) - så der sker altså uheld i denne her sindssyge trafikkultur, selvom det af og til ikke virker sådan.

Et liv uden ur...?

Siden den uge i Anders' filosofitimer hvor vi snakkede 'tid' (vi sad bl.a. helt med os selv og vores tanker ved kanalen på lammefjorden - og skulle bagefter vurdere hvor lang tid vi havde siddet der - det var ret sjovt at se hvor forkskellig folks tidsopfattelse er!), har jeg vist ikke gået med ur...og her i Cuernavaca føler jeg absolut heller ikke trang til det, hvilket er superdejligt! Lige bortset fra mine timer kommer jeg stort set ikke til tiden til noget som helst. Dvs. efter danske standarder, nej - efter mexicanske, jo. Det er virkelig skønt at tempoet i samfundet bare er helt og aldeles tilbagelænet - ting tager tid..lang tid, så 'mañana' ... kommer der atter en dag ..(gælder dog ikke lektierne-TEC er forbavsende strikse). I mandags var vist et typisk eksempel på, hvordan tiden bare lige så stille går sin gang..og inden jeg får set mig om så er dagen gået. Jeg fik fri 11.30 - nåede lige hjem og vende inden jeg gik op på TEC for at finde ud af om vi (mit fodboldhold) skulle mødes lidt før et møde vi havde kl. 13 - efter mødet gik vi på 'la fuente' for til lidt frokost (mm..3 'retters' mexicansk for 25 kr. ...) - og så til et nyt møde bagefter (som var blevet aftalt til det første møde...alligevel kunne alle komme) - og så var klokken 18 før jeg var hjemme... - fik lavet en del på et interview jeg forhåbentlig skal lave i denne uge, så jeg kom i gang med at lave mad ved 21-tiden og ja, så går aftenen jo.
Tror dog ikke at jeg kunne leve i det her system hvor alt bare tager MEGA-lang tid. Jeg er sikker på at jeg derhjemme ville blive irriteret og utålmodig, hvis det var sådan her til hverdag. Lige nu er det meget rart at jeg bare kan lade tiden gå uden at der er noget jeg skal nå (til 'tiden'..) - alle aftaler er så dejligt fleksible, og jeg har kun et ur hjemme på værelset (og så selvfølgelig på mobilen..men men men..vi er ikke blevet så gode venner endnu - bliver stadig mobbet fordi jeg ikke nåede at tage den en dag, da jeg endelig fik lokaliseret mobilos lå den inde i et skab..et låst skab..men hvor var nøglerne..? :-) ). Bliver unægteligt noget andet at komme tilbage til Danmark...altså mht. tidskonceptet - ikke med at finde nøgler osv.!!
Har lige spist pandekager med is til dessert - vanillesukker er ikke til at opdrive, her bruger man flydende vanille - og det skal der jo lige eksperimenteres lidt med, så har fået lidt pandekager på det sidste..eller også er det bare fordi pandekager med is er et klassisk hit på guf-o-meteret!
Tirsdag er jo som bekendt min hade-dag - først clase virtual og senere 3 timer hvor Mario Abdala står for underholdningen. I dag var han i særklasse! I starten af året forberedte vi 3 gange i træk præsentationer, som han først udskød og derefter helt aflyste fordi 'vi ikke havde tid', hvilket oversat betyder at han hellere ville snakke end at høre på os. Derfor var det også overraskende at han (midt under første parcial) kom rundt og lod os trække et emne, som vi skal præsentere i løbet af resten semestret. Nå, men i dag var turen så kommet til Sascha og Itzel med emnet "Det nye venstre i Latinamerika". Først snakkede señor Mario løs i godt en time, før vores ører fik 10 min. hvile - og så kom Sascha og Itzel på...efter 'agendaen' var præsenteret, så afbrød señor Mario konstant og uafbrudt - det var så vildt! På et tidspunkt nåede Itzel højst at sige 3 sætninger før hun blev afbrudt...igen og igen! En højst usammenhængende præsentation, som endte med at vare godt 1½ time. Undervejs blev 'niña Internet' (aka Fie der sad og ordnede lidt på deres præsentation-tror godt hun kunne se hvor det hele bar henad, så PowerPoint blev hurtig erstattet af Skype og Yahoo..) sat til at finde navne på politiske partier i Uruguay, navnet på den argentinske præsident før Kirchner m.m. Joel og Fie skulle også have underholdt (og det tror jeg faktisk var blevet ganske underholdende...de skulle holde foredrag om det første valg af Bush m.m....og nu er Bush jo altid god at få et grin af...i hvert fald hvis man kigger sig lidt om på nettet..), men pga. af hele seancen om den latinamerikanske venstredrejning, ja, så var der ikke tid til deres præsentation (hvilket vi selvfølgelig ikke nævnte..der er en rimelig sandsynlighed for at han glemmer alt om det..). Til slut spurgte han hvem der havde gjort Mexico uafhængigt - og da svaret ikke faldt prompte fra de tre mexicanere, så fik de lektie for...en analyse (bien hecho, al fondo, al fondo!) af perioden omkring uafhængigheden - og så skal de fortælle os uvidende extranjeros om det næste gang (og altså aflevere en rapport..). Bagefter spurgte han tyskerne hvem Bismarck var - og så blev Fie, Joel og jeg hurtigt enige om at det er fantastisk at han intet aner om Danmark!! Når det så er sagt...hvad sker der i Danmark for tiden? "Denmark in new cartoon row" på bbc.co.uk var jo ikke lige den bedste nyhed at læse...forhåbentlig får det folk til at åbne øjnene og måske endda flytte deres kryds! Joel, Fie og jeg skal skrive om situationen og fremtiden i Nord Korea.
Jeg er forresten bestået alle mine parcials...selv den i regional scenario, humor! Mangler stadig svar fra 'mid term-eksamen' i clase virtual..puha.. Og så har jeg i weekenden fået lavet en del på min 'ensayo final' i Sistemas Políticos en Latinoamérica - 10 siders spansk med enkelt linieafstand om neoliberalisme og regionalisme, surrealistisk!

A las luchas

I torsdags var jeg med nogle af fodboldtøserne til 'Lucha Libre' - den fantastiske og ekstremt populære 'Mistico' kom!!! Og for jer der ikke lige har hørt om ham endsige lucha libre kommer her en lille forklaring: Ude foran arenaen er sælgerne linet op - masker, masker og masker i lange baner - og så slik, nødder, tacos, chips og andre fornødenheder - og så selvfølgelig kyllingefødder. Indenfor - et stort rum på størrelse med en alm. sportshal - er der en boksering i centrum omgivet af stole og et slags podium med flere stolerækker. Øverst er der så flere tilskuerpladser hele vejen rundt (hvor vi sad). Når lyset slukkes og discolamperne begynder at blinke i takt med musikken, kommer først nogle meget letpåklædte, kvindelige skiltebærere ud - og derefter kommer 'kæmperne'- to hold af to
o her er 'The masks' og hfer kæmpere (det ene hold er de gode og det andet hold de onde, som bruger feje tricks). Efter lidt 'parade' og modtagelse af folkets hyldest tripper damerne ud igen og kampen begynder. Mest af alt ligner det jo nogle ekstremt dårligt koordinerede slåskampe (som i
'falde-på-halen-komedier') - de 'slår' og 'sparker' og jamrer i en uendelighed...det sjove er så når de flyver ud gennem ringen (det kan de rigtig gode) så publikum må løbe for livet - se det er underholdning! Eller når en dame (godt oppe i årene) på første række farer op og råber og skriger ad dommeren fordi han dømte sejr til de onde (fordi han ikke så at de brugte feje trick, hvilket hun prøver at få ham til at forstå!). Jeg havde været inde og se det en gang før, så jeg vidste godt at de første næsten 1½ time er jævnt kedelige - men så kom Mistico også og sluttede af! Et klart højere niveau - og ja, hvordan kan man være bedre til dårligt koordinerede kamp-scener? hmm..ja, altså han fløj i fuld fart ud af ringen og landede på skuldrene (benene rundt om halsen) på sin modstander, som han væltede omkuld (ned i de publikummer der ikke nåede væk), vild jubel!
Det er godt nok den mest særprægede sport! Selvom det først slutter henad 23:30, så er salen fuld af børn (og deres entuasiastiske forældre) (og så på en hverdag). Jeg har vist fået min dosis af las luchas - tror man skal være vokset op med det for virkelig at værdsætte de små facetter i sporten...eller noget!

Alt andet end fodbold

Arghh...jeg er langt fra kommet mig over weekendens nedtur, kan mærke at frustrationen stadig sidder i mig - og fylder mit hoved med tanker. For lige at følge det lidt til dørs - så tog vi til Mexico City søndag morgen, hvor vi tabte 3-1 til Anáhuac (forresten Mexicos dyreste uni), så nu er vi (næsten) helt sikkert ude af Conadeip. En trist exit. Anáhuac var dog et langt bedre hold, så helt fortjent at de vandt - det gør det bare endnu værre at vi tabte på en skrivebordsfejl i lørdags, det er helt ubeskriveligt bittert.
Som en sand ven så har TEC meldt sig på banen med 4 parcials på to dage til at få mine tanker lidt væk fra fodbolden. Jeg havde to parcials mandag og to tirsdag - og det meste af min weekend gik med fodbold (havde ikke lige regnet med at jeg skulle bruge det meste af søndagen i DF), så det var ikke fordi jeg var super forberedt. Havde ret svært ved at koncentrere mig - mine tanker kredsede hele tiden om, ja, det har du vist gættet. Anyways, min parcial mandag morgen kl. 7 var overhovedet ikke svær...hvis jeg da ellers havde læst på tingene..ku' godt huske at vi havde snakket om de forskellige ting, men min hukommelse var ikke ligefrem skarp, endsige vågen (har lige læst at hukommelsen sidder i tænderne...så hvis man ikke har så mange af dem, så husker man ikke så godt...gad vide om det er en faktor der spiller ind?). Kl. 10 var der parcial i mit klart nemmeste fag, så måtte jeg gætte en del gange (i sandt/falsk og multiple choice) (igen havde det været en hjælp hvis jeg havde læst alle slides...). I de to om mandagen er jeg nok bestået, nok ikke ligeså godt som sidst, men dog bestået. Noget mere åbne er resultaterne fra de to parcials om tirsdagen...tror det er længe siden jeg har været på SÅ bar bund. Først var der en exámen de medio término i den virtuelle klasse (og det resultat tæller ret meget i min endelige karakter, så jeg krydser fingre for at jeg har gættet nogle rigtigt..). Fie, Joel og jeg mødte frem med troen på at ved fælles hjælp så skulle det nok gå, men det var vores 'facilitador' ikke ligefrem indstillet på! Inden eksamen skilte han os ad - og under seancen stod han pænt ved min side, så jeg dels måtte dække mine noter (dvs. svarene på et andet stykke papir) med armen - og dels ikke kunne sende papiret hen til Fie..., derudover tyssede han på os (og mindede os pænt om at vi jo altså var til eksamen!) hver gang vi prøvede at sige svarene til hinanden...hvad skal det smage af?? Jeg jeg spørger bare! (For lige at bruge Fie's fantastiske udtryk..). Tjaa, man kan ikke vinde hver gang - og det gør vi nok heller ikke! Kl. 16 ventede så Mario (kan stadig ikke helt tage seriøst at vi har en lærer der hedder Mario..supermario..) og 'Regional Scenarios'. Og ja, der er en grund til at tirsdag er min værste dag... I sidste time da han skulle fortælle os om den kommende parcial lagde han ud med at sige at vi skulle undersøge 5 temaer til bunds - og at vi så ville komme op i en af dem. Vi fik ham dog forhandlet ned på 3 - og med nød og næppe til 2. Vi endte med 1) globalisering - hvad er det, kontroverser, argumenter for og imod og 2) Den politiske situation i Mexico - både på nationalt niveau omkring valget og Lopez Obrador og alt det der sker i Oaxaca og relationen mellem de to. Jeg var klart mest forberedt på tema nr. 2 - havde fået læst en del artikler, især om situationen i Oaxaca - rigtig spændende og helt vildt - danske forhold taget i betragtning. Nå, men vi dukker op til timen (og Señor Mario kommer min. 15 for sent..) og får uddelt en eksamen om det politiske system (ikke situation) ledsaget af ordene: "Denne eksamen er helt og holdent individuel!" Men både Fie, jeg og flere andre så helt fortabte ud (et udtryk jeg er ved at være ret trænet i :-) ), så jeg fik lov at lave den sammen med Fie - og Joel kom sammen med Anda. Og så gættede vi ellers løs...forhåbentlig trækker vores essay-spørgsmål os en del op - ellers ser det ret håbløst ud - Fie er dog ret overbevist om at vi får skrabet 70 point sammen, så det holder jeg mig til. Under eksamen sad han og rettede eksamensopgaverne fra et af hans andre fag (som både Nicki og Solene har) og pludselig råbte han ned til Nicki: "Godt gået - din eksamen var god - du er som den eneste bestået, de andre var ikke noget værd", hvorpå han vendte tommelfingrene nedad. Helt ærligt, hvad sker der?? Prøv lige at være Solene og sidde midt i en eksamen - og så bliver det råbt ud over hele klassen at du er dumpet i hans andet fag. Det satte bare to tykke streger under at han altså ikke er helt gennembagt.
Efter en godt to timers indsats, så var det ellers hjem til Fie og lave mad!! Ej, hvor var det lækkert!! Færdig med alle parcials for denne omgang og så øl til maden. Den gode kylling-i-chili-sauce og så fik jeg med Fie's kyndige vejledning lavet alletiders kaktussalat mmm... og så var eksamenerne glemt for en stund.
I fredags var der forresten stort anlagt 'Fiesta de Pollo' hos Luke & Whitney's... hvilket var ganske sjovt! Jeg gik dog tidligt hjem (nåede lige præcis at hente mit vasketøj før lukketid), da jeg jo havde en vigtig kamp dagen efter, NOT åbenbart! Kyllingerne var dog ganske sølle...! Den ene var blevet spist af en kat og de to resterende..ja, døm selv...
Siden sidst har jeg forresten også fået et par nye nationaliteter...først var der nogen der så os spille i den interne TEC-turnering og troede jeg var gringa (dvs. fra the US), så stod der på kampstatistikken på opslagstavlen "Mette de Finlandia" - og i går da vi var til kamp i Mexico City, så snakkede jeg med modstanderholdets målmand efter kampen og hun havde hørt at jeg var fra Thailand! Hvor humor er det lige!! Nå ja, og så er Joel og Fie blevet enige om at jeg er skjult miss Latina (spørg ikke) - og Dani og co. mente også efter kampen i søndags at nu er jeg Mexicana fordi jeg skubbede en modstander væk, da hun stod foran bolden.. Indtil videre går der dog ingen rygter om at jeg er fra Danmark...